Mad

Skal det være suppe, steg og is - eller mere avanceret?

Efter et par års værtinde-tørke føler forsamlingshus, at man har skudt papegøjen: Køkkenchefen i Kornets Hus fyrer snart op under gryderne på Kammervej

1. oktober tiltræder Annette Kvist Bjerre som ny forpagter.
1. oktober tiltræder Annette Kvist Bjerre som ny forpagter. Foto: Martél Andersen

Opdateret kl. 16:02

Er man bare lidt gammel i gårde i det vendsysselske, når det gælder kombinationen af sovs og kartofler og fest i forsamlingshuset, så vil man vide, at Doris Kristensen i årtier regerede med grydeskeen som dirigentstok i forsamlingshuset på Kammervej.

Efterfølgeren, Solvej Jensen, skulle udfylde meget store sko - og det gjorde hun i en sådan grad, at bestillingerne til sidst væltede så massivt ind, at hun desværre måtte stoppe igen som værtinde i Lendum Forsamlingshus.

Herefter rendte huset ind i lidt af en værtinde-tørke. 

Forskellige løsninger fungerede ikke rigtigt, og hele corona-situationen var heller ikke just en hjælp.

Men nu jubler bestyrelsen i huset - der retteligt hedder Lendum Kultur- og Borgerhus - igen.

Bælgfrugter og brun sovs

Foto: Martél Andersen

1. oktober tiltræder Annette Kvist Bjerre som ny forpagter.

- Der står godt nok værtinde i min kontrakt, men jeg vil da elske at blive kaldt kogekone!, lyder det med et smil fra Annette Kvist Bjerre.

Gennem årene har hun høstet masser af erfaring i diverse køkkener: 

Kokkens CV tæller blandt andet Molskroen og flere år som køkkenchef og Food & Beverage Manager hos Fjord Line.

Desuden sprang hun ud som restauratør, da hun i 2020 åbnede Café Rod på Springvandspladsen i Hjørring med fokus på bæredygtighed, økologi og dyrevelfærd.

Her trak hun dog stikket igen i 2022, blandt andet på grund af et økonomisk corona-efterslæb - men knapt havde hun lukket døren til cafeen, før hun tiltrådte som køkkenchef hos oplevelsescentret Kornets Hus. 

Her har hun nu valgt at gå ned i tid for at prøve kræfter med forpagtningen i Lendum.

Forsamlingshuset har i en periode fungeret som såkaldt nøglehus, da der ikke har været en værtinde. Foto: Martél Andersen

Men hvorfor gabe over endnu en arbejdsopgave - og skal borgerne i Lendum og omegn nu frygte, at den tykke, brune sovs kommer i skammekrogen til fordel for bælgfrugter og eksotiske kornsorter? 

Menu til nytåret

- Jeg har gået rundt med en lille selvstændig inde i maven, der gerne ville ud. Og nu glæder jeg mig til også at lave mad til store fester, siger Annette Kvist Bjerre.

Og man kan godt ånde lettet op, hvis man frygter for fremtiden, når det gælder sovs, som hænger ved kartoflerne:

- Folk bestemmer selv, hvad de vil have at spise. Mit fokus er kun på, at det er godt lavet og smager godt. Så selvfølgelig kan man få suppe, steg og is - men efterspørger man noget mere avanceret, så kan man også få det, siger hun.

Den nye værtinde har glæder sig til at lave mad til fester. Foto: Martél Andersen

Annette Kvist Bjerre glæder sig til at lave mad til selskaber, men forretningen vil også knopskyde på andre punkter: Der er planer om at indføre en fredags-menu, som folk kan afhente, ligesom hun regner med at friste med en nytårsmenu, når den tid kommer. Og mere kan komme til undervejs.

- Himmelhenrykte

Fra kultur- og forsamlingshusets side oplyser man til Nordjyske, at man er "himmelhenrykte" over, at Annette Kvist Bjerre tiltræder som værtinde.

Fra 1. oktober er der igen en værtinde i Lendum Kultur- og Borgerhus. Foto: Martél Andersen

Huset er ny-renoveret og adskiller sig fra mange andre af sin slags ved at have en elevator, så man ubesværet kan bevæge sig ind i de forskellige lokaler, selv om man sidder i kørestol eller er gangbesværet.

Og Annette Kvist Bjerre glæder sig også til at vise stedet frem til sin søster, der sidder i kørestol.

Der er også elevator i det ny-renoverede hus på Kammervej. Foto: Martél Andersen

Mød værtinden

Privat bor 55-årige Annette Kvist Bjerre i Lørslev med sin mand - Simon Kvist Bjerre - der er medejer af restaurant Alimentum i Aalborg.

Familien tæller også fire børn og fire børnebørn.

- Men alle børnene er flyttet hjemmefra, så der er tid til at arbejde - også på skæve tidspunkter, lyder det fra Annette Kvist Bjerre.

Samtidig er hun så heldig, at en af hendes sønner har IT-færdigheder, så hun kan få en hjælpende hånd til at få udarbejdet en hjemmeside.

Hendes nye firma får i øvrigt navnet "Annettes Kokkerier".

Man kan møde den nye værtinde, når der er reception i Lendum Kultur- og Borgerhus 30. september fra klokken 13 - 15, hvor hun også byder på et smagsprøver.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden