Fortsætter billigt opkøb i midtbyen - overtager historisk ejendom
Endnu en central og historisk ejendom midt i Hjørring er solgt billigt til investor, der stadig tror på byens "gamle" strøggade
Opdateret kl. 19:57
HJØRRING: Markante ejendomme midt i Hjørring bliver tilsyneladende solgt billigt i øjeblikket i takt med at midtbyen renoveres og får rindende vand ned gennem Strømgade.
Investor og ejendomsudvikler Lars Kjærgaard er sammen med en medinvestor i fuld gang med at renovere Strømgade 1 med tilhørende baghus, der omdannes til lejligheder.
De i alt 2500 kvadratmeter blev købt for 8,5 millioner kroner og kommer til at rumme i alt 28 lejligheder og to ejerhvervslejemål.
Nu har de to investorer så igen været på indkøb og købt en historisk ejendom midt i Hjørring - nemlig ejendommen, der i 108 år husede Svaneapoteket på adressen Strømgade 5.
- Vi synes selv, at vi har fået ejendommen billigt, og det er jo også en fantastisk ejendom, som nu også vil få en nænsom renovering, fortæller ejendomsudvikler Lars Kjærgaard.
Købet er på plads, men de nye ejere overtager først ejendommen 1. juli.
- Ejendommen er tom, når vi overtager den Der er stort erhvervslejemål i stuen og på første sal, samt otte lejligheder på 2. og 3., lyder det fra Lars Kjærgaard.
Det var en skelsættende dag i Hjørring, da Svaneapoteket lukkede i juni 2019 efter 108 år på adressen midt i Hjørring. Siden har butikslejemålet stået tomt.
- Vi forhandler med en interesseret lejer til hele erhvervslejemålet. Det er for tidligt at offentliggøre navnet, men hvis det lykkes, vil det være med til at skabe liv og trække mennesker til Strømgade.
Det store vandprojekt og renoveringen i Strømgade, på Sct. Olai Plads og Springvandspladsen nærmer sig sin afslutning. Mange er bekymrede over, at der i øjeblikket er en del tomme butikslokaler i midtbyen.
- Vi tror fuldt og fast på, at der stadig vil være masser af butiksliv i Strømgade, siger Lars Kjærgaard.
I den anden ejendom på Strømgade 1 flytter Byens Optik ind. De kommer imidlertid fra et lejemål på den anden side af Strømgade. Men der er ifølge Lars Kjærgaard også noget noget nyt på vej i det andet lejemål, der husede tøjforretningen Møller.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.