Madanmelder blæst bagover: Her er en af Nordjyllands bedste restauranter

En gammel kending er tilbage ved gryderne på kendt toprestaurant. Og han har husket tryllestaven

Kammuslingen er skåret ud som en rose. Det vækker mindelser om en køkkenæstetik fra 1980'erne. Men det giver så meget mening, når muslingen labber saucen i sig. <i>Foto: Bo Lehm</i>

Kammuslingen er skåret ud som en rose. Det vækker mindelser om en køkkenæstetik fra 1980'erne. Men det giver så meget mening, når muslingen labber saucen i sig. Foto: Bo Lehm

Alene det at kigge ud af bilens vinduer er sådan set køreturen værd.

Når man drejer fra hovedvejen og slår ind på de sidste kilometer, er det som at komme til en anden verden. Her er der magi i luften. På de her kanter kan den lokale murermester flytte et fyr, mens de græssende får tilsyneladende er brægende ligeglade. Her har vestenvinden gjort træerne til evige krummerikker. Der er vidder, bølgende marehalm og højt til himlen. Og pludselig er man kørt ind i Lønstrup med den smalle hovedgade, der fører dig frem og frem, til du ikke kan komme længere. Fordi landet bare stopper og erstattes af det endeløse hav.

Udsigten er uforlignelig fra Villa Vest. <i>Foto: Bo Lehm</i>

Udsigten er uforlignelig fra Villa Vest. Foto: Bo Lehm

Vi har rigeligt tid til en spadseretur, men vinden er kraftig, så vi søger hurtigt ly ved vores endemål allerøverst på klitten. Med sand i håret og salt på læben åbner vi døren til den navnkundige restaurant Villa Vest. Vi er 20 minutter for tidligt på den, så vi føler os næsten som den uventede gæst fra den gamle Gevalia-reklame.

Vi bliver dog ikke budt på kaffe. Men vi får en varm velkomst og champagne fra Huré Frères. Den lyder navnet L'Invitation, og sådan smager den også sammen med snacks i ypperlig kvalitet i form af pølse, skinke og tørret lammekød fra villaens egne dyr. Vi får også en lyngrillet radise med morkelcreme og lidt grisenakke, mens vi ikke uden stolthed bliver fortalt, at Villa Vest for 80 procents vedkommende er selvforsynende med kød. Den overvejende animalske start fungerer med sin salte umami som et uhyre elegant bindeled mellem vores egen ankomst med havsalt på læben og det miljø, egnens dyr græsser i til dagligt.

Villa Vest har gennem en årrække slået sig fast som en institution på den nordjyske restaurantscene. Beliggenheden med panoramaudsigten, der kan nydes fra hvert eneste bord, er unik. Til den nye sæson er en gammel kending tilbage i rollen som køkkenchef. Anders Holm, der også regerede ved villaens gryder fra 2013 til 2015, har gjort comeback. Dagsformen skal selvfølgelig prøves helt af, så vi vælger den store aftenmenu med vin til mig og saft til chaufføren.

Safterne springer vi over i denne anmeldelse, men de er vinøse og velkomponerede og holder hele vejen som et fuldgodt alternativ til den, der af den ene eller anden grund afstår fra alkohol.

Stolt knejsende på den yderste klit er der unægteligt noget storladent over Villa Vest i Lønstrup. <i>Foto: Bo Lehm</i>

Stolt knejsende på den yderste klit er der unægteligt noget storladent over Villa Vest i Lønstrup. Foto: Bo Lehm

Allerede ved de to første serveringer står det klart, at køkkenstilen er skarp, let og virtuos. Vi får pocheret østers serveret i egen skal med østers- og peberrodsemulsion og en lille salat med blandt andet wasabiurt. Peberrodsstyrken omslutter den let metalliske østers i en frydefuld mundfuld, så selv den normalt østers-skeptiske medspiser gumler løs!

Kammusling med umodne bær er et af aftenens absolutte højdepunkter. En rå musling kommer i en lille skål. Den er kunstfærdigt udskåret som en rose, og ved bordet bliver den overhældt med en sauce på blandt andet solbærblade og umodne bær. Den corny udskæring af hovedemnet sender i første omgang mine tanker i retning af en køkkenæstetik fra 1980'erne. Men den lille ret er en åbenbaring. Saucen er hvislende men alligevel helt ren og styret i sin syre, og nu forstår jeg, hvorfor muslingen er skåret ud. Udskæringen hjælper nemlig muslingen med villigt at tage imod safterne. Resultatet er ren verdensklasse og det nærmeste, du kommer en rendyrket nordisk ceviche. Balancen mellem muslingens nøddeagtige sødme og den syrlige sauce sidder lige i køkkenskabet.

En tør riesling fra Dr. Wagner i Mosel ledsager de to første retter og klarer både østers med sin mineralitet og kammusling med druens velkendte dans mellem syre og frugt.

"Vi elsker riesling", lyder det fra yderst kompetente Malene Arlund, der professionelt og kyndigt styrer slaget på gulvet, mens hun skænker en ny vin på samme drue. Denne gang fra en anden Mosel-producent, Von Othegraven. Her er der tale om en feinherb, som har en my mere sødme end forgængeren, og det giver mening til den stegte fjæsing, der serveres med grillede urter og en umamibombe af en sauce på tomat og soya smagt til med dashi. Fisken er berygtet for sine giftige pigge, hvorfor den ikke er så almindelig som spisefisk. Det er en skam. Den grillede fisk er i perfekt symbiose med den dybe, søde tomat.

Den "farlige" fjæsing i umamimættet selskab. <i>Foto: Bo Lehm</i>

Den "farlige" fjæsing i umamimættet selskab. Foto: Bo Lehm

Og sådan bliver det ved. To aspargesretter - en hvid og en grøn - holder niveauet i behageligt selskab af en chenin blanc fra Loire, der har fået fad og sagtens kunne have snydt mig, hvis den var blevet præsenteret som stor bourgogne. En net, lille ret med saftspændt og nænsomt tilberedt ørred følger efter. Vi får at vide, at ørreden inden tilberedningen er røget over is (som sagt er der magi med i spillet). Den serveres med beurre blanc med hyldeblomst, grønne jordbær, ørredrogn og hyldekapers. Jeg skyller ned med en mundvandsdrivende chablis. Seks retter er spist, men portionerne er så velafstemte på den store menu, at vi med fem retter igen stadig glæder os til de næste.

Som vi bevæger os frem i menuen, bliver tempoet mellem retterne klædeligt sat en smule ned. Vi bliver forberedt til den stundende solnedgang, da panoramavinduerne bliver skyllet rene for salt og sand. Ulykkeligvis snyder et malplaceret skydække os for aftenrøden, men rødt bliver der til gengæld i glasset. Her i form af austrailieren Mark Haismas hippe take på Bourgogne, Bogan in Bogandy 2018, der er et blend af pinot noir og gamay. Vinen kommer let afkølet og er et smukt match til slethvar med crouton og en lille fars på fiskens halekød. Retten serveres med en dyb, lækker sauce på ristede fiskeben. Der er ikke sparet på smør og fløde. I det hele taget er der ikke sparret på noget som helst. Med på serveringen er nemlig også brisler i en ragout på nedkogt kalv og løg. Retten er afsindigt velsmagende og et moderne bud på surf and turf.

Grønne asparges fra Villa Vest. <i>Foto: Bo Lehm</i>

Grønne asparges fra Villa Vest. Foto: Bo Lehm

Så er det tid til den brødservering, der har vundet indpas på mange topsteder. Her er villaens eget foccacia bagt med svinefedt. Brødet kommer med både smør og krydderfedt som smørelse. Lyder det perverst? Åh ja. Vi slås om de sidste krummer!

Selv om det er tirsdag og juni og stadig med sommerferien nogle uger ude i fremtiden er restauranten stort set fuld. Vi lurer diskret på de andre gæster. De fleste er i aldersgruppen, hvor huset for længst er betalt ud. Men der er også to yngre par. Det ene skifter plads for at give hende udsigt til den solnedgang, der altså desværre aldrig lod sig se. Et modent par har så meget at sige til hinanden, at vi overvejer om de mon for nyligt sammen har taget hul på livets andet eller måske tredje ægteskab. På den anden side. Måske har de faktisk været sammen siden, de var helt unge. Og måske er det bare vinen, maden og den berusende udsigt, der får dem til at se så nyforelskede ud. Det skulle ikke undre.

Vi får nye, røde dråber i glasset. Denne gang tempranillo fra Rioja. Den har behageligt fad og tydelig tannin og indvarsler, at nu gælder det en kraftig ret. Og det er lige, hvad vi får. Lam så smeltende mørt og dybt smagende, at det kalder på et syrligt sidekick, som kommer med en slags surt i form af knasende syltet gulerod med sødskærm også kendt som spansk kørvel. Dyb, tæt lykke.

Vi nærmer os finalen, og nu får jeg en førstegangsoplevelse i mødet med druen blaufränkisch, der her optræder som lyserød dessertvin. Den er fra producenten Angerhof Tschida i Burgenland i Østrig, og den oser af friske bær. Den ledsager begge desserter, der elegant kommer som to fortolkninger af de samme tre råvarer, nemlig rabarber, ingefær og hibiscus. Den første udgave er frisk og syrlig, mens dessert nummer to fremstår langt mere fed, sød og cremet. Den er sikkert mere en crowdpleaser, men ingefærens krydrede pebernoter giver alligevel retten et distinkt præg, der hæver den langt over det banale.

Den søde af aftenens to desserter er formentlig tænkt som en crowdpleaser, men den er ikke uinteressant. <i>Foto: Bo Lehm</i>

Den søde af aftenens to desserter er formentlig tænkt som en crowdpleaser, men den er ikke uinteressant. Foto: Bo Lehm

Villa Vest er og bliver et af regionens topsteder. Vi betalte 4000 kr. for to gange 11 retter med henholdsvis vin og saft. Desuden gav vi 400 kr. for snacks og champagne. Det er et prisleje, der forpligter. Beliggenheden er i sig selv garanti for en helt særligt oplevelse. Men imponerende nok gjorde maden under vores besøg det umulige og levede op til sceneriet uden for vinduerne. Vinmatch og service holdt samme, høje niveau. 

Tidligt på aftenen var jeg klar over, at her kunne vi komme til at flirte med topkarakter. Når man som anmelder befinder sig i den situation, begynder man at lede efter fejl. Jeg fandt ikke en eneste. Tværtimod var der magi i luften, og der er kun et at gøre: Jeg letter på hatten og sender seks funklende gafler til Villa Vest.

Villa Vest

Strandvejen 138, 9800 Hjørring.

Tlf: 98960566

www.villavest.dk

Køkkenets åbningstider i højsæsonen:

Alle dage 12-14 og 18.30-20.

www.villavest.dk

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.