Karoline fra Nordjylland er verdensmester - i saunagus
22-årig fra Hjørring tog VM-titlen i en glohed finale
Opdateret kl. 22:27
Karoline Kobber Kristensen kan næsten ikke tro det.
Men det er sandt.
Efter fem intense runder i en glohed sauna fyldt med 300 gusgæster kan hun nu kalde sig verdensmester i freestyle saunagus.
- Det er noget, jeg har arbejdet virkelig hårdt for, siger den 22-årige nordjyske kvinde, der i weekenden fejede alle konkurrenter til side og sikrede sig den prestigefyldte titel i den sydtyske by Kochel am See på tæt på grænsen til Østrig.
- Saunagus er en saunaoplevelse, hvor en gusmester bruger vand tilsat æteriske olier, der hældes på varme saunasten for at skabe duftende dampe.
- Gusmesteren bevæger sig derefter rundt i saunaen og fordeler dampen ved hjælp af håndklæder eller vifter, hvilket intensiverer varmeoplevelsen og spreder de æteriske olier jævnt gennem saunaen.
- Det skaber en sensorisk oplevelse, der kombinerer varmens fysisk afslappende effekter med aromaterapiens mentale og følelsesmæssige fordele.
- De æteriske olier, der bruges, kan variere fra session til session, men er typisk udvalgt for deres specifikke egenskaber. For eksempel kan lavendel bruges for at fremme afslapning, mens pebermynte kan virke opkvikkende og rense luftvejene.
Her ligger Kristall Therme Trimini - et velvoksent wellnesscenter på knap 6000 kvadratmeter med alt, hvad der hører til af termiske bade, saunaer og gusfaciliteter.
Vejen til weekendens VM-titel begyndte nærmest ved et tilfælde.
Efter gymnasiet tog Karoline Kobber Kristensen et sabbatår og blev ansat som livredder i Skallerup Seaside Resort. En del af jobbet var at afholde gus-sessioner, og hurtigt mærkede hun en dyb fascination.
- Jeg elskede det fra starten. Det at kunne skabe et rum, hvor folk kan være helt til stede, slippe stressen og bare mærke varmen, olierne, musikken – det er noget helt særligt, siger hun.
Fascinationen blev en passion, og passionen blev en drøm. En drøm, der førte hende til Tyskland, hvor hun faktisk arbejdede i et år for at finpudse sine færdigheder og træne med de bedste.
På selvsamme wellnesscenter, hvor hun i weekenden erobrede VM-titlen.
Freestyle saunagus er en blanding af akrobatik, dans og præcision. Håndklædet bliver et redskab, der i de rette hænder kan svinges og snurres i takt til musikken, mens gusmesteren forstøver æteriske olier i den brændende luft.
Konkurrencen var benhård. Over 200 deltagere forsøgte at kvalificere sig, men kun ti kvalificerede sig til finaleweekenden.
I den afgørende finale skulle Karoline Kobber Kristensen undervejs improvisere sin optræden med gushåndklædet til ukendte musiknumre og samarbejde med sin modstander i én af de fire finalerunder, som hver varede 12,5 minut i det brandvarme guslokale.
Hver gussession kommer med fire sange.
- Man kender kun én af de fire sange på forhånd. Så det handler om at kunne tilpasse sig lynhurtigt, fortæller en lykkelig og overvældet nybagt verdensmester.
Som stadig har svært ved at forstå, at hun efter sidste sving med håndklædet, sidste olie i luften og sidste takt i musikken blev udråbt som verdensmester med tilhørende diplom, krystalfigur og præmiecheck på 1500 euro.
- Det betyder virkelig meget for mig. Jeg har lagt så mange timer i det her. At stå her nu og vide, at jeg har nået mit mål... det er overvældende, siger Karoline Kobber Kristensen.
Hun studerer i dag international business på CBS og arbejder stadig i sin fritid som gusmester på Kurhotel Skodsborg nord for København.
Og den dampende, duftende verden af saunagus vil hun aldrig slippe, fastslår hun - og prøver at sætte ord på, hvorfor fænomenet fascinerer hende sådan:
- Jeg tror, det handler om virkelig at kunne gøre en forskel – især for folk, der måske har haft en stresset dag eller en periode med meget pres. At skabe et rum, hvor de kan være til stede i nuet, slappe af og lade sanserne komme i spil. Det, synes jeg, er utroligt givende. Så saunagus bliver hos mig. 100 procent sikkert.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.