Hjørring

Kunderne ville ikke undvære butikken. Nu får Helm nyt liv i Hjørring

Helm får nyt liv i Hjørring.
Helm får nyt liv i Hjørring. Foto: Bettina Hvidberg

HJØRRING: Det skulle egentlig have været slut. Efter 37 år i Hjørring havde Helm i Østergade annonceret, at butikken skulle lukke, og et ophørsudsalg blev sat i gang.

Men sådan kommer det alligevel ikke til at gå. For reaktionerne fra kunderne, og en stigende omsætning under ophørsudsalget, har fået Helm til at tænke i nye baner. I stedet for at lukke døren helt bliver butikken nu lavet om til en Helm Outlet.

- Vi har oplevet en rigtig, rigtig stor positiv effekt. Kunderne har været så kede af, at vi skulle lukke, fortæller Sanne Høgsted fra Helm.

Fra ophørsudsalg til outlet

Da ophørsudsalget begyndte, kom der for alvor gang i butikken. Varerne blev sat ned, kunderne kom til og satte nogle tanker i gang hos Sanne Høgsted. Skulle butikken virkelig lukke helt? Eller kunne den fortsætte på en anden måde?

- Vi gik og snakkede om, hvad vi skulle gøre. Skulle vi prøve det her, eller skulle vi ikke? Og så besluttede vi os for at prøve, fortæller hun.

Resultatet bliver en egentlig outletbutik, hvor varerne er nedsat, og hvor der blandt andet kan komme farver og modeller ind, som ikke tidligere har været en del af sortimentet i Hjørring.

Butikken fortsætter med de samme åbningstider.

37 år i Hjørring

For medarbejderne er beslutningen også noget særligt. Helm har ligget i Hjørring i 37 år. Sanne Høgsted har selv været med i 26 år.

Derfor har udsigten til en lukning også været forbundet med mange følelser.

- Det er jo min butik, siger hun.

Og netop den lange historie kan også mærkes hos kunderne. For mange er Helm blevet en butik, de har kendt og handlet i igennem mange år.

- Nogle af kunderne har næsten haft tårer i øjnene over, at vi fortsætter. Det er vi virkelig glade for.

Håbet er i hvert fald klart:

- Vi håber, at vi kan få butikken til at køre rundt som outlet. Det ville være fantastisk.

Helm Outlet åbnede i torsdags.

Gå til relaterede emner

Forsiden