Kvinder deler stærke fortællinger - og kæmper sammen imod kræft
Succesen fra Sindal gentages i år - flere penge skal støtte kampen mod kræft

Bettina Hald - her fotograferet, da hun sidste år stod bag den første udgave af støttearrangementet i Sindal. Arkivfoto: Line Ida Abildgaard
SINDAL:Fra Sindal skal der sendes så mange penge som muligt af sted til kampen mod kræft.
Det er formålet med det cancer-arrangement, som fredag 28. oktober klokken 18 holdes på byens hotel, "Hos Martin".
Deltagerne bliver på aftenen forkælet med tapas, bobler og levende musik - men derudover skal de også fordøje en række særdeles barske skæbnefortællinger.
Blandt andet kommer deltagerne til at høre en gribende fortælling fra 37-årige Ida Knudsen. Efter kun et års ægteskab mistede hun i 2020 sin mand, Bjørn. Forud var gået et ubarmhjertigt leukæmi-forløb, som blev ydereligere vanskeliggjort af, at parret og deres familie kæmpede, mens corona-pandemien hærgede Danmark. Men Ida Knudsen har rejst sig igen - og på aftenen i Sindal fortæller hun, hvordan hun har gjort det.
Udover indlægget fra Ida Knudsen så kan man også høre en fortælling fra 65-årige Lisbeth Clausen, der er midt i et brystcancer-forløb - og 33-årige Anne Bertram vil fortælle om, hvordan hun har skullet håndtere angst, efter at hun har haft cancer.

Ida Knudsen mistede sin mand, Bjørn, efter et ubamhjertigt leukæmi-forløb. Foto: Louise Bering
Og sidst men ikke mindst kan man også lytte til Lisa Næblerød, der nok af mange vil være kendt som mor til Cecilie Næblerød, der i 2006 blev dræbt ved en fest på Hasseris Gymnasium. I forbindelse med arrangementet i Sindal taler Lisa Næblerød dog i sin egenskab af uddannet psykoterapeut, hvor hun har speciale i senfølger efter cancer.
En succes gentages
Det er i øvrigt i år anden gang, at der på "Hos Martin" bliver holdt et støtte-arrangement til fordel for kampen mod kræft. Initiativtageren er atter Bettina Hald, der udgør den ene halvdel af hotellets forpagterpar.
- Da vi startede det sidste år, var det fordi at min egen mor havde været kræftfri i 20 år. Så da hun på et tidspunkt overvejede at holde en pigefrokost for at fejre livet, så blev idéen hurtigt udvidet til, at vi skulle holde en decideret støtteevent.
- Det blev en virkelig følelsesladet aften, som faktisk også var hård at komme igennem. Men det var også en god og nødvendig aften, og der var noget stærkt i at holde aftenen for et fælles formål, forklarer Bettina Hald.
Aftenen bærer i år titlen "Du er ikke alene" - for her er der mulighed for at tale med andre om udfordringerne ved cancer. Der er foreløbig solgt cirka 90 billetter til arrangementet - men der er stadig cirka 20 ledige pladser.
Årets arrangement finder som nævnt sted fredag 28. oktober - og allerede dagen efter finder så den landsdækkende "Knæk Cancer"-indsamling sted i forbindelse med et stort støtteshow på TV 2.
- Men ved at holde arrangementet i Sindal aftenen før så har vi lige en halv dags tid til at få regnet alle tallene igennem, forklarer Bettina Hald.
I 2021 kunne arrangementet i Sindal bidrage med 26.875 kroner til kampen mod kræft.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.