På stationsbyens posthus kan du også fikse frokosten og julegave-indkøbet
Der er ved at komme mere gang i hovedstrøget i Sindal igen - blandt andet efter åbning af butik i gamle bank-lokaler

Butikken er åbnet i Nørregade i Sindal - foruden udlevering og pakker, så huser lokalerne også kulinariske fristelser og brugskunst. Foto: Kim Dahl Hansen
SINDAL:Ligesom telefon- og moviebokse så smager det gamle, klassiske posthus også lidt af nostalgi, men ikke desto mindre har et af slagsen netop slået dørene op i Sindal - i en moderne udgave.
Hjælper elever videre
- PMU (Praktisk Medhjælper Uddannelse har en række forskellige værksteder til elever med indlærings- og funktionsmæssige udfordringer og har ellers base på Ole Rømers Vej i Sindal.
- Der går 45 elever på PMU, som også driver botilbud til de fleste af eleverne.
- Ved at arbejde i de forskellige værksteder - og eksempelvis betjene kunder i Nørregade - forsøger man at geare de unge til på sigt at kunne komme videre i anden uddannelse eller job, ofte på særlige vilkår.
- Ejendommen i Nørregade er blevet købt af møbelhandler Erling Christensen, og den har PMU så efterfølgende lejet.
Til stor begejstring for lokalbefolkningen i stationsbyen har PMU (Praktisk Medhjælper Uddannelse) åbnet et pakkeudleveringssted i lokalerne, der tidligere husede Jyske Bank - her er man central for Bring, PostNord og Dao, mens GLS er i stald på den anden side af vejen hos Jane Sko.
- Mandagen efter Black Friday havde vi 500-600 pakker - og her i julemåneden kommer der vel 200-300 dagligt, fortæller PMU-forstander Solveig Vejen.

Der har været masser af kunder i butikken fra dag ét. Foto: Kim Dahl Hansen
Øl og julekort
Torsdag ved middagstid kommer Svend Hjort forbi for at hente en pakke med 12 juleøl fra Herslev Bryghus. Det er en nærmest alkoholfri øl, der går under navnet Snefri.
- Den er virkelig god, lyder det fra Svend Hjort, der ikke kun glæder sig over indholdet i flaskerne.
- Det er blevet nemt at komme på posthuset igen, konstaterer han.

Isabella Thomsen er elev på PMU og "postmester" på Socialøkonomiske Ruth. Foto: Kim Dahl Hansen
- Hej, jeg kommer for at sende et brev - der går så lang tid imellem, at de tømmer de postkasser, lyder det fra Helene Brixen - endnu en kunde, der er dumpet ind.
Hun skal sende et julekort og har på forhånd købt porto i PostNords app. Det er nemlig et såkaldt "pengeløst posthus". I butikken printes en label, der ryger på brevet.
PostNord kommer forbi dagligt, så brevet ligger ikke og samler støv.
Til salg i hovedgaden
- Borgerne i Sindal kan glæde sig over, at der er ved at komme mere liv i Nørregade.
- Hovedgaden blev ellers hårdt ramt, da SuperBrugsen lukkede for knapt et år siden.
- Ejendommen er lige nu sat til salg via Nordicals Vendsyssel for 4.995.000 kr.
- I dele af bygningen er der lejere - Jane Sko, frisør Julie Hein og Sindal Billardklub - mens de gamle brugs-kvadratmeter er tomme.
Bibliotekarens frokost
Sindals nye butik har navnet Socioøkonomiske Ruth - og foruden alle pakkerne, så sælges der også kulinariske fristelser og brugskunst fra flere af PMU's værksteder.
Og det er sidstnævnte kategorier, der er spot på, da det igen siger ding-dong fra døråbningen.
Kirsten Gundersen, der arbejder som bibliotekar på Sindal Bibliotek et stenkast derfra, er trådt ind.
- Det er bare så dejligt, at man lige kan smutte op og finde sin frokost. Og dejligt, at der kommer mere liv i Nørregade, siger hun.
Valget faldt på en frisksmurt sandwich - og et krus, der skal bruges som julegave, fra stedets arbejdende værksted.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.