Politikere redder teater- men deres egen rolle skal nu undersøges
Hjørring Byråd er klar til at hjælpe Vendsyssel Teater med 5,2 millioner kroner - mindretal mener hele sagen bør undersøges nærmere

Løsgænger Erik Høgh-Sørensen og Frode Larsen fra Nye Borgerlige vil bede Ankestyrelsen se på om, det er i orden, at modtage fribilletter til revyen på Vendsyssel Teater Arkivfoto: Henrik Bo
HJØRRING:Vendsyssel Teater får som forventet 5,2 millioner kroner i støtte fra Hjørring Kommune.
Det besluttede et stort flertal på byrådsmødet, og de bakkede dermed op om økonomiudvalgets beslutning fra 10.maj.
Teatret ydes et tilskud på 1,2 millioner kroner og et lån på 4,025 millioner kroner, der skal betales tilbage over 30 år.
Mødet blev en lang forestilling, for der var meget forvirring på det tre timer lange byrådsmøde i Hjørring, når man spørger løsgængeren Erik Høgh-Sørensen.
Han fik afvist eller nedstemt de punkter, som han og Frode Larsen fra Nye Borgerlige havde sat dagsordenen omkring mistillid til teatrets bestyrelse, fribilletter til Hjørring Revyen og byrådets habilitet i forhold til teatret. Og nu går de videre med sagen.
- Store dele af byrådet virker til at være hamrende inhabile i sagen om Vendsyssel Teater, og vi tager det videre til Ankestyrelsen til bedømmelse, siger de.
Erik Høgh-Sørensen og Frode Larsen mener, at byrådspolitikerne ikke kan modtage gaver i form af fribilletter til Hjørring Revyen, når reyvens jubilæumsforestilling opføres på Vendsyssel Teater, som kommunen støtter økonomisk.
Den sag nægtede de øvrige byrådsmedlemmer at behandle.
Erik Høgh-Sørensen og Frode Larsen havde også et forslag på byrådets dagsorden om at opfordre hele Vendsyssel Teaters bestyrelse om at træde tilbage. Det blev stemt ned.
Borgmester Søren Smalbro fra Venstre beklager den drejning teatersagen har taget på det sidste omkring fribilletterne til 50 års jubilæumsforestilling og mistillid til bestyrelsen.
- Vi er blevet inviteret, og det er helt frivilligt, om man som byrådsmedlem vil tage imod invitationen. Min hustru og jeg glæder os til at se forestillingen og bakke op om den kæmpe betydning revyen har haft gennem 50 år. Det er under lavmålet at koble denne invitation sammen med støtten til teatret.
Erik Høgh-Sørensen har en anden aftale på premiereaftenen for Hjørring Revyen 10.juni, som han kommer ikke til jubilæumsforestillingen.
- Men jeg ville have betalt de 419 kroner af egen lomme, hvis jeg deltog, siger han.
Søren Smalbro (V) siger omkring punktet om mistillid til bestyrelsen på Vendsyssel Teater, at det vil han slet ikke være med til at drøfte. Teatret bestemmer i følge loven selv, hvem der skal sidde i bestyrelsen.
- Vi vil ikke blande os i sammensætningen af bestyrelsen, men vi ønsker et tæt parløb med teatret omkring deres økonomi fremover, når nu vi støtter dem. Vi vil være tæt på vores egne penge, siger Søren Smalbro (V).
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.