Søn tiltalt for at dræbe sin far: - Det var nødværge

En 20-årig mand nægter sig skyldig i voldsomt drab og hævder, at det skete i nødværge

Arkivfoto <i>Scanpix Denmark</i>

Arkivfoto Scanpix Denmark

HJØRRING:Den 20-årige mand, der er tiltalt for at have slået sin far ihjel med en hammer, nægter sig skyldig i drab men hævder, at dødsvolden var nødværge.

Det kom frem, da retssagen mod den unge mand startede torsdag ved Retten i Hjørring.

Her kom det også frem, at det var den 20-årige selv, der ringede til alarmcentralen 24. juli sidste år og fortalte, at han havde fundet sin 53-årige far livløs i entreen på deres fælles bopæl på Lonesvej i Hjørring.

Da ambulance og politi kom frem til stedet blev den 53-årige konstateret død, og politiet fandt dødsfaldet mistænkeligt. Det var dog ikke umiddelbart muligt at fastslå, om der var sket en forbrydelse.

Først fire dage senere ringede retsmedicineren til politiet og fortalte om omfattende skader på den afdøde - blandt andet 14 kvæstelser i hovedet, herunder flere kraniebrud, stiklæssioner i halsen og tegn på kvælning.

Da politiet ransagede den 20-åriges værelse i huset på Lonesvej, fandt man blandt andet en hammer med blod på.

I grundlovsforhøret erkendte den 20-årige, at han havde udsat sin far for volden, men nægtede at han havde til hensigt at dræbe. Senere trak han dog den erkendelse tilbage, og nu påberåber han sig altså nødværge.

Den 20-årige skal afgive forklaring i dag og fortælle om, hvad der skete om aftenen 24. juli.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.