Underholdning

Sommer og sidste skoledag: Men hvad må man egentlig i byens nye bassin?

Gågade har fået svalende vand i bymidten, men er det en god ide at lade sig friste og dyppe tæerne - eller ligefrem hoppe i?

Et af gågadens nye højdepunkter er det store bassin i den nordlige del af Strømgade.
Et af gågadens nye højdepunkter er det store bassin i den nordlige del af Strømgade. Foto: Thomas Nielsen

HJØRRING: De lune grader er lige om hjørnet, og den sprælske ungdom er klar til at fejre sidste skoledag om et øjeblik.

Kombinationen vil sikkert få mange i Hjørring til at kaste et længselsfuldt øje på en af nyskabelserne i Strømgade, der er blevet forskønnet og klimasikret for et større millionbeløb.

Der er masser af rindende vand, og den helt store wauv-effekt står bassinet mod nord for.

Men er det en god ide at smide syrebasserne i bassinet - eller ligefrem hoppe helt ned i det cirka en halv meter dybe bassin - hvis man skal køles ned eller fejre et snarligt farvel til sin uddannelses-anstalt?

Pool Guy?

Projektleder Bettina Jensen, Hjørring Kommune, oplyser, at det rindende vand er grundvand, der drænes fra områder omkring p-kælderen under Sct. Olai Plads, der ellers ville tage vand ind. Men desuden ryger der også overflade-vand i bassinet, og det kan være alt lige fra sand til fugleklatter.

Projektleder Bettina Jensen, Hjørring Kommune. Arkivfoto: Kim Dahl Hansen

- Og så kan folk jo også have smidt noget i bassinet, siger Bettina Jensen.

- Men personligt vil jeg da synes, at det var hyggeligt, hvis folk kunne finde på at sætte tæerne i vandet.

- Det er ikke sådan, at der kommer skilte op med forbud eller regulering. Men folk skal selvfølgelig se sig for, som man altid skal i det offentlige rum, siger projektchefen med henvisning til, at der kan gemme sig en knust flaske i bassinet.

Desuden skal man være opmærksom på, at der jo altid kan være glat, når der er vand involveret.

Et kig ned på bunden af bassinet tirsdag afslørede, at der i øjeblikket ligger en hel del jord på bunden - muligvis efter flere dages blæsevejr, der kan have fået fat i noget af det muld, som har været brugt til den omkringliggende beplantning. Der er muligvis også lidt alger.

Forleden blev der spottet en form for pool guy i gadebilledet - en medarbejder, der var udstyret med remedier, der kunne rengøre bassinet.

- Men vi har endnu ikke lagt os fast på service-niveauet, når det gælder rengøring af bassinet, oplyser Bettina Jensen.

Lukker for vandet

På grund af risiko for frostskader, så lukkes der for det rislende vand i gågaden i vinter-halvåret. Her ledes det i stedet via underjordiske rør direkte ned i Folkeparken. Der kan dog være vand i bassinet i kortere perioder, når det regner, eller sneen tør.

Gennem tiderne har mange elever markeret sidste skoledag ved at hoppe i vandet i det runde bassin på Springvandspladsen, og den kommende tid vil afsløre, om det nye bassin bliver ligeså populært.

Gå til relaterede emner

Forsiden