Hastighedsovertrædelser

Tidligere dømt i dødsulykke: Nu har han mistet kørekortet

To fartforseelser koster Lasse Burholt bøder og frakendelse af førerretten

HJØRRING:- Jeg kørte for stærkt, længere er den ikke, sagde 47-årige Lasse Burholt, da han i sidste uge var for retten, tiltalt for at have kørt 135 km/t på Hjørringvej, hvor hastighedsgrænsen er 80, og 83 km/t på Kystvejen ved Blokhus, hvor begrænsningen er 60.

Nu har Retten i Hjørring så taget stilling til straffen.

Fredag eftermiddag blev de to fartoverskridelser begået 13. november 2020 og 20. april 2021 takseret til en bøde på 20.000 kroner og seks måneders frakendelse af førerretten.

Det er ikke første gang, Lasse Burholt, er dømt for at have kørt for stærkt.

Tilbage i 2013 var han involveret i en tragisk ulykke på Lendumvej ved Sindal, hvor tre børn mistede livet. Dengang kørte han 125 km/t og torpederede en Citroën Berlingo i et t-kryds. Berlingoen blev ført af en mor, som havde sine fire børn med. Kun moderen og et fem måneder gammelt spædbarn overlevede.

Dengang blev han dømt for uagtsomt manddrab, mangel på hensynsfuld kørsel og idømt 20 dagbøder á 500 kroner og betinget frakendelse af førerretten i tre år.