Tre mænd får 125 millioner for at passe asylansøgere: Det skal de levere

Operatøren bag botilbud i Vrå skal levere en lang række services for den aftale, de har lavet med Udlændingestyrelsen

Det er i bygningerne her på billedet, at Botilbuddet Norden ApS fra 1. september har planer om at indkvartere et antal voksne asylansøgere eller udlændinge uden lovligt ophold. <i>Foto: Torben Hansen</i>

Det er i bygningerne her på billedet, at Botilbuddet Norden ApS fra 1. september har planer om at indkvartere et antal voksne asylansøgere eller udlændinge uden lovligt ophold. Foto: Torben Hansen

Artiklen er opdateret med en præcisering fra Udlændingestyrelsen omkring indkvarteringsstedet

NORDJYLLAND:Hvad får man egentlig for 125 millioner kroner i Danmark nu om dage, hvor inflationen er på sit højeste i 40 år, og hvor prisen på basale dagligvarer får os til at spærre øjnene op på daglig basis?

I Udlændingestyrelsen har man for det beløb overladt ansvaret for op mod 20 udlændinge og asylansøgere med alvorlig psykisk sygdom, misbrugsproblematikker eller generelt afvigende adfærd til et nordjysk anpartsselskab med under ét år på bagen.

Botilbuddet Norden ApS, som blev stiftet 10. november 2021 af Lasse Helmer Gadekær, Lasse Tvede Rasmussen og Kristian Vive Pedersen, vandt udbuddet om opgaven, og efter planerne skal de fra 1. september og mindst tre år frem sørge for at mandsopdække udlændingene.

Det har de i hvert fald indtil videre planer om at gøre på en nedlagt landejendom lige udenfor Vrå, som 21. oktober 2021 blev erhvervet for 1.945.000 kroner af selskabet ViKa Nord, som ejes af samme personkreds, som står bag Botilbuddet Norden ApS.

Omfattende protester

I bygningerne på adressen Bakkevej 1-3 har der tidligere boet unge med ADHD-problematikker, men de kommende beboere er et helt andet klientel, og det har skabt massiv uro og omfattende protester i lokalsamfundet.

Da Vrå-borgere onsdag samledes foran bygningerne på Bakkevej, gav mange udtryk for, at de først og fremmest protesterede over den proces, der har været forud for beslutningen om at placere opgaven med at indkvartere de kontroversielle udlændinge i Vrå. <i>Foto: Claus Søndberg</i>

Da Vrå-borgere onsdag samledes foran bygningerne på Bakkevej, gav mange udtryk for, at de først og fremmest protesterede over den proces, der har været forud for beslutningen om at placere opgaven med at indkvartere de kontroversielle udlændinge i Vrå. Foto: Claus Søndberg

Her troppede flere hundrede mennesker onsdag op for at markere deres utilfredshed, og de fik nyt håb om, at de nye naboer aldrig flytter ind, da det kom frem, at bygningerne ligger i landzone, og at der derfor i øjeblikket ikke er tilladelse til, at der må bo flere end syv personer på stedet under institutionslignende forhold.

Det er langt fra 18 faste beboere og yderligere to akutpladser. En godkendelse til det antal kræver kommunal sagsbehandling i op til et år, meddelte Hjørring Kommune onsdag aften, og så må kontrakten mellem Botilbuddet Norden ApS og Udlændingestyrelsen vel rives i stykker?

Ikke umiddelbart. For af udbudsmaterialet, som Nordjyske har læst, fremgår det, at "det er op til operatøren, om indkvartering sker på en eller flere adresser."

En medarbejder hos Udlændingestyrelsen bekræftede torsdag overfor Nordjyske, at det er muligt.

Fredag sendte Udlændingestyrelsen dog denne præcisering på skrift:
"Det fremgår af udbudsmaterialet, at operatøren kan tilbyde at indkvartere beboerne på en eller flere adresser. Kravet har til formål at give tilbudsgiverne mulighed for at anvende flere bygninger til indkvarteringen på forskellige adresser. Botilbuddet Norden har som indkvarteringssted budt ind med Bakkevej 1-3, hvilket ved kontraktindgåelse betegnes som ”indkvarteringsstedet”. Det er dette tilbud (indkvarteringssted), som Udlændingestyrelsen har forholdt sig til, og som der er indgået kontrakt om".

Samtidig henviser Udlændingestyrelsen til den seneste pressemeddelelse i sagen.

Derfor er det også en mulighed, at i hvert fald syv udlændinge med blakket fortid rykker ind på Bakkevej fra 1. september. Spørgsmålet er så, hvor Botilbuddet Norden ApS vil lade resten bo?

Lang række krav

125 millioner kroner er den pris, folkene bag botilbuddet indkasserer, hvis de beholder kontrakten i yderligere ét år ud over den tre-årige kontrakt, de har fået. Og de kan ikke bare bure de mange udlændinge inde på hver sit værelse og smide nøglen væk.

For de mange millioner har Botilbuddet Norden ApS også forpligtet sig til at leve op til en lang række krav fra Udlændingestyrelsen. Og pengene skal dække udgifterne til det hele.

Først og fremmest skal stedet – eller stederne – hvor udlændingene indkvarteres, være døgnbemandet. Der skal leveres så kvalificeret pædagogisk indsats overfor hver enkelt beboer, at de hurtigst muligt kan fungere i det ordinære indkvarteringssystem – altså flytte fra det nordjyske botilbud og ud på et af Udlændingestyrelsens almindelige udrejsecentre.

Skal betale alt

Derudover skal Botilbuddet Norden ApS betale for alt i forbindelse med udlændingenes ophold. Det gælder lejeomkostninger, generel drift, lønninger til alt personale, beboernes kost og logi, undervisning og aktivering af beboerne samt al transport af dem.

I forhold til transport omfatter det også deres flytning til og fra den særlige indkvartering i Vrå, deres transport tilbage til botilbuddet, hvis de stikker af fra stedet, samt transport til og fra møder med diverse myndigheder.

Endelig er det også Botilbuddet Norden ApS, som skal betale for nødvendige ombygninger og personaleomkostninger, hvis en eller flere af beboerne er så voldsomme i deres adfærd, at de skal skærmes fra andre i huset.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.