Grundstødt bomtrawler

Se billederne: Trods blæst og bølger prøver de at slæbe strandet bomtrawler fri

Det store skib tæt på land vækker opsigt

Grundstødningen ved stranden i Nr. Lyngby er lidt af et tilløbsstykke. Foto: Peter Broen

Grundstødningen ved stranden i Nr. Lyngby er lidt af et tilløbsstykke. Foto: Peter Broen

LØKKEN:Den store hollandske bomtrawler Sursum Corda UK 172 er stadig strandet lidt nord for Løkken, men torsdag formiddag forsøger hollænderne selv at få trukket det 42 meter lange skib fri.

Det gik ikke godt, for blæst og bølger skaber fortsat problemer.

To bugserbåde fra Hanstholm Bugserservice er tilkaldt - Odin og Thor - men herfra har man meddelt hollænderne, at vejret torsdag formiddag er for dårligt til, at man kan trække den strandede bomtrawler fri.

- Vejret driller os. Hvis vi skal hjælpe, skal vi have bedre vejr, siger Poul Nordtorp fra Hanstholm Bugserservice.

Torsdag formiddag kunne han fra bugserbåden Odin se, at hollænderne åbenbart ikke ønskede at vente på bedre vejr, så hollænderne forsøgte selv at få bomtrawleren fri. To andre hollandske skibe lå klar tæt på. Og fra en gummibåd forsøgte at smide en trosse over til den strandede trawler, men i første omgang uden held.

Se video fra stranden ved Nørre Lyngby (video: Henrik Louis):

Den hollandske bomtrawler sidder fast kun omkring 50 meter ud for stranden ved Nørre Lyngby, mellem strand og første revle, fortæller Poul Nordtorp.

Synet af det store skib så tæt på land vækker opsigt, og mange har besøgt stranden for at se, hvad der sker.

Ifølge Poul Nordtorp er der ikke risiko for miljøet, for eksempel på grund af olieudslip, for den store trawler er særdeles robust.

- De hollandske både er vanvittigt godt bygget, fortæller Poul Nordtorp.

Hvis vejret bliver bedre torsdag, er de to danske bugserbåde klar til at hjælpe i forsøget på at få bomtrawleren fri.

Sursum Corda UK 172 strandede mandag.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.