Kunstbygningen i Vrå

Kunstbygningen i Vrå har en fin og lang tradition for at vise det nyeste af ung dansk kunst frem.

Ung Dansk Samtidskunst, eller UDS, er Danmarks nye udviklingsplatform for den unge kunst i Danmark. Kunstbygningen i Vrå-Engelundsamlingen har for anden gang inviteret danske kunstnere under 40 år til at indsende værker via et "Open Call".

Det er et fint udstillingsvindue, hvor vi kan se, hvad der sker lige nu på den scene, vi kalder for kunstens, som i de her år både stritter og alligevel har de samme tendenser i mange forskellige udtryk og former og materialer. Vi kan se strik, video, lyd, foto, stentøj, gips, luftmadras og et drivhus af de 17 unge samtidskunstnerne, som viser værker, der tager fat på tiden, medierne og vores forhold til naturen. 

Emner der er helt oppe i toppen af, hvad kunsten arbejder med og mod i de her år.

Temaerne er kendte, men flere af værkerne viser nye og velgørende udtryk for det.

Udstilling

• Ung dansk samtidskunst 2024 (UDS24)
• Kunstbygningen i Vrå – Svend Engelund samlingen
• Indtil den 21. juli

Naturen og vores forhold til den spiller en rolle, som i Bodil Krogh Bertelsens værk ”Jeg holder noget af bjerget i min hånd. Jeg holder bjerget i min hånd” der består af belyste klippestykker, der ligesom røntgenfotograferes. 

Det er en fysisk omskrivning af filosoffen Løgstrups ord om at holde sin næstes liv i sin egen hånd, overført på den urokkelige sten, som vi alligevel bruger og udnytter, som var den og naturen vores ejendom, og vi stod udenfor naturen. 

Anne Mie Bak Andersens drivhus lige udenfor vinduerne: ”FantaColaSprite” består af selve drivhuset og så en masse poser, der har sodavandsagtige væsker. Plastikken fylder pladsen, der hvor noget skulle og burde gro. En besk kommentar. 

Medierne får deres, når vi ser, i et værk af Tilda Lundbohm, en førpubertær dreng i fuld størrelse ligge i sine underbukser, foran en skærm, der ikke kan slukkes. Tryllebundet, som var skærmen "Rottefængeren fra Hameln", der stjæler vores børn lige foran os, uden vi griber ind. Eller er det bare en fin skulptur af, hvordan en dreng hygger sig en søndag formiddag? 

Og der er et en barsk kommentar til snakken om de varme hænder, når vi ser en lift til handicappede med et pailletbesmykket bærestykke, men viser det blot et underlig falsk overskud i stedet for omsorg? 

Det tankevækkende værk er skabt af Maren Kjelgaard. 

Relationer behandles i fine linjer af Josephine Baltzersens værker, hvor linjerne, af gips, snor sig ud og ind og laver topografiske portrætter af mennesker tæt på hinanden. Forbundne og i relationer. Det er lyrisk og smukt i den sarte knækkede hvide farve.

Kunstnerne

• De udvalgte kunstnere: Kristina Aurora Simonsen / Mette Norrie / Josephine Baltzersen / Louis Andre Jørgensen / Sofie Hviid Vinter / Morten Poulsen / Nanna Rosenfeldt Nielsen / Dóra Haraszti / Joachim Fleinert / Kamilla Mez / Bodil Krogh Andersen / Ditte Johanne Krogh Bertelsen / Sandra Blichert / Tilda Lundbohm / Signe Maria Friis / Anne Mie Bak Andersen / Maren Kjelgaard.
• Juryen, der har udvalgt de syttens kunstneres værker bestod i 2024 af Anders Engelund, Formand for Kunstbygningen i Vrå – Engelundsamlingen / Signe Højmark, Leder af Kunstbygningen i Vrå – Engelundsamlingen / Niels Fabæk, Kunstfotograf og medlem af Vrå-udstillingen / Lise Skou, Billedkunstner og medlem af Billedkunstudvalget under Statens Kunstfond / Christian Skovbjerg Jensen, direktør for Museet for Samtidskunst i Roskilde. Line Sandvad Mengers, Århus Billedkunstcenter var med som kuratorisk rådgiver.

Aleneheden og tomheden er til stede i Mette Norries tegninger af venteværelser uden nogen, der venter. En stoledans uden mennesker, endda et værk med et venteværelsesbillede af tomme stole. Det er trist med en skæv humor indover. 

Morten Poulsens lydværker er baggrundslyde, uden man helt ved, hvad der sker. 

Et med ”You Are My Sunshine”, der lige høres som en svag lyd, der ligesom skal findes og genkendes, mens et med et fnisende par med højttaler og puder gør man bliver helt flov, og føler man afbryder noget intimt, når man træder ind i rummet. Det er sande lydbilleder. 

Der er musik i Dora Harasztis små tuschtegninger på gamle kartotekskort fra et musikbibliotek. 

De danner et bredt kors med en masse historier, der er ganske grafiske og musikalske. 

En opstilling af Sandra Blicherts vandrepokaler er små dukker i strik. Sportspokaler er sjælden æstetiske flotte, men her er der en varme og et glimt i øjet, så man kun kan holde af disse underlige gespenster. 17 i alt, som en til hver af de udstillede kunstnere. Og en pokal kunne de godt få alle 17 for denne sammensatte udstilling og sådan må det være, når så forskellige udtryksformer og materialer vises frem. 

Og dog samler der sig en form for sammenhæng i eksperimenterne og udforskningen i de rå rum, hvor der er god plads omkring værkerne. De blander sig, og det giver en god energi. 

Et skønt udstillingsvindue, der giver gode hints til, hvor den unge danske kunst er på vej hen lige nu, og hvilke samfundsemner, der er sat under en kunstnerisk behandling. 

Det lover godt.