Fodbold

Hobro lejer midtbanetalent i FC Midtjylland

Rasmus Lynge Christensen spiller resten af sæsonen i Hobro

Rasmus Lynge Christensen spiller i foråret for Hobro.Foto: FC Midtjylland
Rasmus Lynge Christensen spiller i foråret for Hobro.Foto: FC Midtjylland

Opdateret kl. 14:57

HOBRO: Der er forsat gang i svingdøren i 1. divisionsklubben Hobro IK. Men efter en åreladning af de store, går trafikken nu den anden vej. Hobro lejer således midtbanetalentet Rasmus Lynge Christensen fra FC Midtjylland og angriberen Jonas Faaborg fra Vejle Boldklub Kolding.

Den 21-årige midtbanespiller Rasmus Lynge Christensen, der i efteråret var lejet ud til Fredericia, bliver i Hobro forenet med Jonas Dal, der tidligere på måneden blev præsenteret som ny cheftræner i klubben.

- Rasmus har ikke slået igennem i FC Midtjylland, og nu får han muligheden for at prøve sig selv af i Hobro, hvor jeg håber, han får sit gennembrud. Han er rigtig god dreng med et stort talent, som vi håber kommer til at flyve i Hobro. Vi ønsker ham held og lykke deroppe, siger ordførende direktør Claus Steinlein til FC Midtjyllands hjemmeside.

Den offensive midtbanespiller fik debut for ulvene den 19. maj 2011, men samme år blev han ramt af en korsbåndsskade, som satte ham tilbage i jagten på det endelige gennembrud. Rasmus Christensen spillede sin seneste kamp for ulvene i udebanekampen mod Young Boys.

Rasmus Lynge Christensen har været repræsenteret på samtlige danske ungdomslandshold og står i alt noteret for 18 ungdomslandskampe. I FC Midtjylland er det blevet til to kampe i de to og et halv år, han har været senior.

20-årige angriber Jonas Faaborg fra Vejle Boldklub Kolding spiller også i Hobro sæsonen ud.

- Jonas Faaborg har haft et ønske om mere spilletid, så aftalen med Hobro er god for alle parter. Jonas Faaborg har ikke udsigt til fast spilletid for VBK i foråret, og i Hobro får han mulighed for at spille på et højt niveau, siger sportschef i Vejle Boldklub Kolding Mads Bro Hansen.

Jonas Faaborg står noteret for 13 kampe og to mål i Vejle Boldklub Kolding.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden