Hobro-topscorer: Superfedt
Indskiftede Anders Holvad kæmper for startplads
Opdateret 14. april 2017 kl. 22:17
HOBRO: Halvvejs i forårssæsonen øger Hobro afstanden til topkonkurrenterne i 1. division. Det kan nordjyderne blandt andre takke holdets interne topscorer, Anders Holvad, for. I 2-0 sejren mod AB kom angriberen igen ind fra bænken og sendte nordjyderne på sejrskurs, da han med 20 minutter igen bragte nordjyderne på 1-0. Dermed runder Hobros nummer 2 ni sæsonmål i NordicBet Ligaen.
- Jeg er selvfølgelig glad for, jeg kom på tavlen igen og nærmer mig de 10 mål, som har været lidt af et sæsonmål for mig. Det er superfedt, siger Hobros supersub.
I slutningen af marts afgjorde Holvad også kampen til nordjydernes fordel, da han lagde op til et mål og scorede to ude mod Fremad Amager. Angriberen får dog hård konkurrence om en af de to startpladser i front. Skærtorsdag startede Pål Alexander Kirkevold, der scorede til 2-0 mod AB og også nettede sidst i Nykøbing, samt Edgard Babayan. Babayan scorede to gange i sidste rundes udesejr på 3-1 mod Nykøbing FC.
- Der er mange af os, der er varme og scorer mål. Det er sindssygt godt for holdet. Selvfølgelig vil alle gerne spille, men det er Thomas Thomasberg, som stiller holdet, så vi må bare gøre det så godt, vi kan, siger Anders Holvad.
Skærtorsdag fik Anders Holvad godt og vel en halv time på banen, og det var altså nok til at komme på måltavlen for det nordjyske tophold.
- Jeg var glad for at blive skiftet ind så tidligt og få mulighed for at hjælpe holdet, men jeg vil selvfølgelig gerne spille hver gang fra start. Hvem vil ikke det? siger Anders Holvad.