Høgene fik revanche
White Hawks vandt 6-2 i Esbjerg og er nu kun fire point efter Aalborg Pirates i toppen af Metalligaen
ESBJERG: De regerende mestre fra Esbjerg vandt torsdag aften 2-0 ude over Frederikshavn White Hawks i Metalligaen i ishockey.
Søndag havde vendelboerne chancen for revanche - og den fik de ved at vinde hele 6-2 i Esbjerg.
Hjemmeholdet chokstartede ellers, da Steffen Nielsen sendte pucken i mål til en 1-0 føring, inden der var gået to minutter.
Men høgene rystede hurtigt forskrækkelsen af sig, og mindre end tre minutter senere bragte Steffen Frank balance i regnskabet - fint sat op af en anden tidligere Herning-spiller, Kristoffer Lauridsen.
Halvvejs inde i perioden viste gæsterne stor skarphed, da de koldt udnyttede en Esbjerg-udvisning til at bringe sig i front ved Jeff Ulmer i power play. Det blev også 3-1 i første periode, da Steffen Frank satte slutprodukt på Luka Vidmars fine forarbejde.
Gæsternes dominans fortsatte i en hårdtspillet anden periode. Høgene var dog bedst til at bevare overblikket. Præcis halvvejs var de atter i overtal, og det udnyttede Steffen Frank til at score sit tredje mål i opgøret. Nick Olesen stod for den målgivende aflevering.
Esbjergs Phillip Bruggisser sørgede dog for spænding inden tredje periode, da han reducerede til 2-4 efter 38 minutter - et mål, der også faldt i power play.
Kampen tilhørte dog gæsterne, der på dagen viste stor fightervilje. Knap fem minutter inde i tredje periode afgjorde Kristoffer Lauridsen reelt opgøret med målet til 5-2 sat op af en storspillende Steffen Frank.
Inden slutfløjtet fuldendte Sebastian Svendsen ydmygelsen af hjemmeholdet
Med sejren rykker White Hawks op på Metalligaens andenplads. Afstanden op til førende Aalborg Pirates er fire point.
Der resterer otte runder af grundspillet.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.