Høgene stoppede piraternes stime
Efter otte sejre på stribe måtte Aalborg Pirates se sig slået af rivalerne fra Frederikshavn White Hawks
Opdateret kl. 00:06
AALBORG: Fredag aften tørnede Nordjyllands to bedste ishockeyhold sammen, og Aalborg Pirates løb ind i sæsonens første nederlag, da hjemmekampen mod Frederikshavn White Hawks endte 1-3 til gæsterne foran 4787 tilskuere i Gigantium Isarena.
Resultatet ændrer dog ikke på, at Aalborg Pirates fortsat fører Metal Ligaen, men med sejren fik Frederikshavn White Hawks taget et vigtigt skridt mod tabellens top.
Allerede inden kampen var der godt gang i drillerierne fra værternes side. Aalborgs maskot, "Kaptajn Ding Dong", brugte således sin stav som skydevåben og sendte flere fiktive skudsalver mod de medrejsende Frederikshavn-fans, og da høgenes spillere løb på banen, blev der kastet flere døde fisk på isen.
Om det var disse provokationer, der fik Mathias Bau Hansen til at trække en udvisning efter 13 sekunders spil, skal være usagt, men det gav aalborgenserne en oplagt mulighed for at starte kampen med en powerplayscoring.
Andrew Blazek kom da også frem til en stor chance, men backen formåede ikke at få pucken forbi Thomas Lillie i Frederikshavn-målet.
Gæsterne fik hurtigt arbejdet sig mere ind i kampen, og med små seks minutter tilbage af perioden fik White Hawks lagt et godt pres på hjemmeholdet, der havde meget svært ved at få pucken ud af egen zone. Det straffede Steffen Frank, som sendte gæsterne i front tæt under mål.
Jublen i Frederikshavn-hjørnet forstummede dog hurtigt. Mindre end et minut senere sendte Victor Panelin-Borg et godt skud mod mål, og selvom Thomas Lillie i første omgang fik afværget, var Tobias Ladehoff hurtigt over den løse puck.
Forwarden, der spillede sin kamp nummer 100 i Aalborg-trøjen, bragte således balance i regnskabet, hvorfor stillingen var 1-1 efter første periode.
Hjemmeholdet sad mest på begivenhederne i begyndelsen af anden periode, hvor en udvisning til Gorm Topholt var tæt på at blive udnyttet af Christopher Frederiksen og Peter Quenneville, men Thomas Lillie viste storspil for gæsterne.
Med seks minutter tilbage af perioden fik frederikshavnerne ligeledes chancen i et powerplay, men det kastede heller ikke noget af sig, og alt var derfor lige efter anden periode, hvor White Hawks først for alvor viste tænder i slutfasen.
Aalborg Pirates kom bedst fra land i tredje periode, hvor Frederikshavn-målet blev truet med flere farlige slagskud, men det var ikke nok til at tage føringen.
I stedet blev aalborgenserne straffet for at have for mange spillere på isen, og fire sekunder efter udvisningens udløb var gæsterne tilbage i front, da Nick Olesen fik vippet pucken forbi Ronan Quemener i Aalborg-målet.
Værterne forsøgte at fremtvinge en udligning i slutfasen, hvor Ronan Quemener blev erstattet af en markspiller, og det udnyttede Luka Vidmar til at score gæsternes tredje mål.
De to hold mødes igen tirsdag aften klokken 20.30 i Frederikshavn.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.