Lokalpolitik

- Hører I, hvad der bliver sagt

Borgermøde om planerne for Thisted Sydhavn understregede skepsis overfor muligheden af boligbyggeri

Det gennemgående synspunkt fra de omkring 130 deltagere i borgermødet om sydhavnen var stort set en gentagelse af det, der allerede er sagt i debatten: Boligbyggeri på sydhavnen er ingen god ide. Foto: Peter Mørk
Det gennemgående synspunkt fra de omkring 130 deltagere i borgermødet om sydhavnen var stort set en gentagelse af det, der allerede er sagt i debatten: Boligbyggeri på sydhavnen er ingen god ide. Foto: Peter Mørk Foto: Peter Mørk

THISTED: Medlemmerne af Thisted Byråd var pænt repræsenteret blandt de omkring 130 deltagere, der var mødt op til kommunens borgermøde om forslaget til ny lokalplan for sydhavnen i Thisted.

Byrådspolitikerne blandede sig ganske lidt i debatten på mødet. Det blev flere gange understreget, at de var mødt frem for at lytte til tilkendegivelserne fra mødedeltagerne.

- Det er muligt, at I lytter, men hører I også, hvad der bliver sagt, lød et spørgsmål til politikerne, der flere gange blev afæsket konkret stillingtagen til indholdet af det forslag, der var til debat.

Hørte politikerne, hvordan ordene faldt, var de efter det godt to timer lange møde ikke mere i tvivl om, at den udbredte holdning blandt mødedeltagerne blot understreger, hvad der allerede længe har været det toneangivende synspunkt i debatten om lokalplanforslaget: Tankerne om boligbyggeri på Sydhavnen i et omfang, som forslaget til lokalplan åbner for, er ingen god idé.

Der blev givet udtryk for, at boliger i et langt mere begrænset omfang end angivet i forsalget kunne være en mulighed, men den udbredte holdning var, at det attraktive område ud mod Thisted Bredning skal anvendes til grønne, rekreative formål - og også til kultur.

Henning Holm (S), formand for kommunens udvalg for miljø og teknik, fastholdt, at planforslaget åbnede mulighed for både rekreative formål og grønne indslag.

- Er det rekreative en sti, en bakke og en græsplæne, spurgte Thomas Bruhn, en af idemændene bag forslaget om en cablepark i Thisted Bredning

- Lav ikke flere fadæser. Der er ingen fremtid i boligbyggeri og lettjente penge, sagde Erik Lauridsen, der i sit indlæg oplistede en række eksempler på det, han anså så ”gevaldige fadæser” i tidligere gennemførte planer i Thisted.

- I en høring samler vi input, sagde borgmester Lene Kjelgaard Jensen (V). Hun tog afstand fra muligheden af at starte forfra med nye planer for området.

- Vi finder næppe en løsning, der kan tilgodese alle, sagde hun.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden