Brønderslev

Hot Shots holder fast i toppen af ligaen

Med en solid sejr på 5-1 over Team Århus Floorball er holdet fra Brønderslev nummer to i ligaen

Nicolai Flyvholm med nummer 19 scorede tre gange på udebane mod Team Århus Floorball.Arkivfoto: Bente Poder
Nicolai Flyvholm med nummer 19 scorede tre gange på udebane mod Team Århus Floorball.Arkivfoto: Bente Poder

BRØNDERSLEV: Med en solid sejr på 5-1 på udebane over Team Århus Floorball cementerede Vendsyssel Hot Shots sin position i toppen af den landsdækkende liga i floorball, hvor holdet med 11 point efter fire kampe indtager en andenplads.

- Vi måtte undvære tre spillere fra den ordinære opstilling, men de unge i truppen gik ind og leverede en rigtig fin og disciplineret indsats, siger Allan Jensen, der er cheftræner i Hot Shots.

På banen var især Nicolai Flyvholm flyvende, og med tre mål viste han sine evner som afslutter.

- I det hele taget var vi mest effektive foran målet, og kampen viste, at vores mandskab leverer fremgang fra kamp til kamp, hvilket er dejligt for en træner, siger Allan Jensen.

Han pointerer, at der ingen lette kampe er i ligaen, og selv om Hot Shots vandt solidt i Århus, var modstanderne spilstyrende.

- Det var dog en del af vores taktik, fordi vi så kunne slå til på spilvendinger.

Efter en målløs første periode bragte Nicolai Flyvholm og Peter Andreasen Hot Shots i front med 2-1, inden hjemmeholdet fik reduceret.

I tredje periode satte Hot Shots tingene på plads med yderligere tre mål. Nicolaj Flyvholm stod for nummer tre og fem, mens Simon Møller var manden bag nummer fire.

Lørdag eftermiddag skal Hot Shots igen i aktion i ligaen, og da gælder det bundholdet Vanløse på hjemmebane i Brønderslev Hallen.

- Men selv om Vanløse er i bunden af rækken, skal vi være helt klar for at vinde, siger Allan Jensen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden