Hotel Jutlandia følger med tiden
- Vi tilpasser os tidens behov, fortæller direktør Camilla Frost, der netop har indrettet nye værelser i tidligere TV-redaktionslokaler
FREDERIKSHAVN: Hotel Jutlandia er ikke bare et hotel.
Det er et stort ejendomskompleks, som i tidens løb også har udlejet hele eller halve hotelgange til erhvervsformål.
Det er mange år siden, TV2 Nords egnsredaktion flyttede ud af bygningen. Nogle af redaktionens lokaler har i perioder været brugt til kontorer.
De seneste måneder har Hotel Jutlandia dog total-renoveret redaktionsgangen. Nu er det en almindelig hotelgang.
Et lydstudie er blevet til et hotel-badeværelse. Et serverrum er indrettet som et ekstraværelse til det, hotellet kalder et familieværelse.
100 værelser
- Vi flytter om og tilpasser os de behov, der måtte være på givne tidspunkter, forklarer hoteldirektør Camilla Frost.
Hotellet rummer nu 100 værelser, hvilket er det største antal siden 1991.
Om hoteldriften siger Camilla Frost:
- Vi forsøger at skabe et hjem - midlertidigt ganske vist - for hotelgæster. Et hjem er ikke et sted, men en følelse.
På den baggrund stiller hoteldirektøren ikke nødvendigvis krav om fine eksamenspapirer, når hun ansætter medarbejdere.
- Det handler om at have hjertet med. Jeg forventer, at medarbejderne er flittige og seriøse samt viser interesse, stolthed og glæde i deres arbejde.
- Vi skal passe på hinanden og vise rummelighed over for hinanden.
- Arbejdsglæden smitter til kolleger og hotelgæster, vurderer Camilla Frost.
På Hotel Jutlandia er alle funktioner vigtige. Afhængig af sæsonen er der 60-80 ansatte.
På besøg i kælderen
I kælderen arbejder for eksempel teknisk chef Lasse Pedersen. Populært sagt er han pedel for hele komplekset, der også omfatter Arkaden. Cirka 10.000 kvadratmeter.
I de bunkeragtige rum og gange når solen næsten ikke ned, men Lasse Pedersen trives med sit arbejde her - som han har gjort i 16 år.
Her er lagerrum i hobetal - det ene ved siden af det andet med adgang fra lange underjordiske gange. Her opbevares alt det, andre gemmer på loftet, i garagen eller under sengen. Her er gulvtæpper, fliser, ekstra fjernsyn og lamper, ledninger og el-pærer, søm og skruer, værktøj, julepynt og meget meget mere. Her er ekstra strømforsyning og sikringsrum.
Spændende arbejdsplads
Når man samtidig reflekterer over, hvad der gemmer sig i køle- og fryserum, tænker man Jutlandia som en by i byen, der godt kunne være selvforsynende i en kort periode.
- Jeg har selvfølgelig meget at se til, og jeg har altid et projekt i gang. Men jeg kan ikke selv styre min hverdag, for der sker altid noget, som jeg ikke kunne forudse fra morgenstunden, fortæller Lasse Pedersen.
- Ja, det er et spændende sted. Her sker hele tiden noget - og vi får glæden ved at levere gode oplevelser til gæsterne, supplerer Camilla Frost.
Blandt de øvrige lejere i Jutlandia kan nævnes Skat, Behandlingscenter Nordenfjord og sportscollege.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.