Aalborg

Hotel plages af støj fra Jomfru Ane Gade

Diskotekerne skruer op for musikken og vil overdøve hinanden, oplever hoteldirektør

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Radisson Blu Limfjord Hotel må bl.a. betale penge tilbage til gæster på grund af støjgener fra Jomfru Ane Gade.

AALBORG:Det er ikke kun de borgere, der bor tæt på Jomfru Ane Gade, der er generet af støj fra festgaden.

Som NORDJYSKE Medier skrev i sidste uge, så kritiserede udlejer Finn Jensen, at støjreglerne ikke bliver overholdt til gene for lejerne i Bispensgade 22. Men nu får Finn Jensen opbakning fra Radisson Blu Limfjord Hotel, hvis gæster også generes af støj fra Jomfru Ane Gade, der ligger tæt på hotellet.

Hotelledelsen oplever som udlejer Finn Jensen, at reglerne om, at restaurationerne i Jomfru Ane Gade skal lukke vinduer og døre kl. 22, ikke overholdes.

- Det gør de ikke, decibelen er simpelthen så høj, siger administrerende direktør på Radisson Blu Limfjord Hotel, Richard Byrdal.

Ledelsen oplever, at støjen er blevet værre.

- Da vi startede hotel op i 1979, var Jomfru Ane Gade noget helt andet. I starten af 80’erne var der en masse restauranter, der var Regensen, KK Smørebrød, Fyrtøjet og Faklen, så i starten var der ikke diskoteker i den her ende, og der er så kommet mere og mere, så støjen er blevet værre og værre. Det er også, som om de har fået nogle kraftige lydanlæg, som kan give noget mere bas af en art, siger underdirektør Thomas Byrdal.

Specielt bassen fra lydanlæggene generer.

- Det er torsdag, fredag og lørdag aften, og så er det hele natten igennem. Ud over at folk går og kaster op og tisser, som vi også oplever på nært hold, for det ligner simpelthen en krigszone herude om morgenen.

Hotelledelsen understreger, at det ikke er støjen udenfor diskotekerne, der generer.

- Det er helt klart diskotekerne, der kører op for musikken, og så vil de overdøve hinanden, siger Richard Byrdal.

Mister gæster

Hotellet, der har mange businessgæster, mister mange gæster på støjen. På mange af værelserne har man ifølge Thomas Byrdal lydisolererede ruder.

- Men ruderne står ikke mål med bassen, der kører lige igennem. Vi kan slet ikke dæmme op for det. Vi har mange reklamationer specielt i weekenden fra gæsterne over støj, og så vil de gerne flytte over på et andet værelse eller en anden fløj, så der er meget logistisk arbejde for os. Det er bare en umulig kamp.

Hotellet får mange klager fra gæsterne og har været nødt til at betale penge tilbage til gæsterne, give gratis parkering eller lignende.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.