Hugorm bed fra sig i klitten

Ulla Setterberg fik et voldsomt hævet ben efter mødet med en hugorm i klitterne ved Slettestrand - se her hvad du skal gøre, hvis du bliver bidt

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Ulla Setterberg må bruge en del af sin ferie på krykker efter mødet med en hugorm. Foto: Daniel Bygballe

SLETTESTRAND:Med strandkurv, hund og en blandet flok af egne og lånte børn var Ulla Setterberg på vej over klitten og ned på Slettestrand, da hun mærkede et hug i hælen.

- Jeg reagerede med et eller andet udbrud, mest over synet af en ret stor hugorm med zigzagstriber, der var ved at stikke af. Men ondt gjorde det faktisk ikke, siger Ulla Setterberg.

Det er nu godt en uge siden, at hugormen satte sine gifttænder i hende lige ved akilleshælen. Og smerterne i dagene efter har været langt større, end selve biddet den solrige formiddag.

Indlagt på sygehuset

Da Ulla Setterberg i løbet af samme dag fik kraftig kvalme og blev svimmel, blev hun indlagt på sygehuset i Thisted til observation.

- Benet blev bare større og større, og på et tidspunkt kunne jeg også tydeligt mærke, at giften påvirkede mig, siger Ulla Setterberg, der til daglig bor i Aalborg.

Efter to dage fik hun lov til at tage hjem og ligge, stadig med voldsomt hævet og misfarvet ben. Hvor lang tid, der kommer til at gå, inden hun er helt symptomfri er endnu uvist, men måske op til en måned.

Fem nordjyder indlægges årligt

Ulla Setterbergs bid ligger i den alvorlige ende af skalaen, siger overlæge i anæstesi og intensiv terapi ved Aalborg Universitet Morten Freundlich, men den er ikke unormal.

Hvert år indlægges en lille håndfuld nordjyder efter at være blevet bidt af en hugorm.

- Hvis man bliver bidt, er det altid en god idé at kontakte en læge. Symptomerne kommer nemlig ikke med det samme, men forgiftningen kan i løbet af nogle timer give hævelser og utilpashed, siger Morten Freundlich.

Det er over 20 år siden, at der har været et dødsfald i Danmark som følge af et hugormebid.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.