Når det er gået galt
NORDJYLLAND: Ro og opmærksomhed. De to ord sammenfatter meget præcist, hvordan man skal forholde sig, hvis man er blevet bidt af en hugorm.
Men netop at forholde sig roligt, når en giftslange lige har sat tænderne i, er meget svært.
- De fleste reagerer ved at ville løbe væk og måske søge hjælp, men faktisk er det allervigtigste, at man holder bidstedet i ro. Bevæger man sig, øger man blodgennemstrømningen og dermed spreder giften sig hurtigere til resten af kroppen, forklarer Morten Freundlich, der er overlæge i anæstesi og intensiv terapi ved Aalborg Universitetshospital.
Kontakt lægen
Derudover er Morten Freundlichs råd, at man altid kontakter en læge.
- Lægen kan vurdere, hvor kraftig reaktionen på biddet er. Der er ikke tale om en umiddelbar reaktion, når en hugorm har bidt, men om en forgiftning, der i løbet af nogle timer kan give hævelser og utilpashed som fx opkast og svimmelhed, siger overlægen.
Hvor alvorlig forgiftningen er, afhænger først og fremmest af, hvor meget gift hugormen har nået at sprøjte ind, til forskel fra fx hvepsebid, hvor nogle oplever en allergisk reaktion.
Børn ekstra udsatte
Børn, ældre, gravide og mennesker med hjertesygdomme er ekstra udsatte for at få alvorlige symptomer efter et hugormebid.
- I de fleste tilfælde har hugormen kun sprøjtet en lille mængde eller slet intet gift ind.
Men hvis en fuldvoksen hugorm har afleveret hele sin ladning af gift, kan man blive meget, meget syg. I de tilfælde bliver man indlagt og får understøttende behandling for chok.
- Hvis patientens liv skønnes at være i fare, kan vi også vælge at give en modgift. Men modgiften kan have alvorlige bivirkninger, og derfor giver vi den meget sjældent, siger Morten Freundlich, der heldigvis i langt de fleste tilfælde kan nøjes med at behandle med et par panodiler til at tage smerten fra hævelsen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.