Affald

Hul igennem

Ny sø skabes af regnvand

Lasse Riisgaard, Peter W. Hamborg og Jan Aarup kan konstateret at alt går efter planen.
Lasse Riisgaard, Peter W. Hamborg og Jan Aarup kan konstateret at alt går efter planen.

BRØNDERSLEV: At komme tæt på et banelegeme er ikke så let en sag. Brønderslev Kommune har ventet otte måneder på en tilladelse til at bore et rør under banelegemet ved Solvej i Brønderslev.

Og mens der blev arbejdet, var der en repræsentant fra BaneDanmark til stede hele tiden. Medarbejderen fra BaneDanmark, der har været til stede på skinnerne 12 timer om dagen, skal overvåge, at der ikke sker sætninger af sporet.

Eksperter har konstateret, at skinnerne ikke er berørt. Men reglerne er, at de skal tjekkes 30 meter på begge sider af det hul, der er boret, både før og efter gennemboringen, der sker syv meter under skinnerne.

Mens arbejdet har stået på, har der været 40 kilometers hastighedsbegrænsning for togene.

- Det er helt fint, at vi i Danmark har en sådan sikkerhed, bemærker formand for Brønderslev, Lasse Riisgaard.

Det er Entreprenørfirmaet Østergaard fra Vejle, der er eksperter i millimeternøjagtige gennemboringer, der har udført arbejdet.

Der er boret et 60 centimeter stålrør under banen, og det skal senere suppleres med et plastikrør. Den ny rørledning skal sørge for, at regnvandet ledes ud i en ny sø, der anlægges på Parkvej.

- Siden 1965 er det rene vand fra blandt andet Hedelunds-søerne ledt ud på centralrensningsanlægget, og det er jo unødvendigt, bemærker Brønderslev Forsynings projektleder Peter W. Hamborg.

Han regner med, at der er tale om ca. 200.000 kubikmeter på årsbasis.

Lasse Riisgaard fortæller, at der de kommende år vil blive etableret en halv snes søer, som følge af, at der sker en separatkloakering, så kun selve kloakvandet ledes til centralrenseanlægget på Enggårdsvej.

- Men det tager måske 30 år inden vi er færdige med Brønderslev.

Der er allerede nogle områder, der er separatkloakeret. Her ledes regnvand ud i Kornumgårdsgrøften og Løgtebækken.

Brønderslev Kommune og spildevandsforsyningen har indgået en aftale om, at søerne i Hedelundsanlægget kan bruges som et forsinkelsesbassin. Den ny rørledning aftaler samtidigt regnvand fra området Solvej, Parallelvej og Sveavej.

- Vi har indgået aftaler med eksperter, så der intet kan ske, siger Lasse Riisgaard. Det eneste jordoverskud, der bliver, er den jord, som røret fortrænger, og dette jord fjernes med en snegl.

Det er Brønderslev Kommune, der har givet Brønderslev Spildevand A/S tilladelse til at etablere den nye afløbsledning fra Hedelundssøerne via Solvej og under jernbanen.

Der har tidligere været en ledning fra Hedelundssøerne direkte til området, hvor spildevandsforsyningen nu etablerer regnvands-søen.

- Ledningen under jernbanen er dog ikke længere intakt. Da banen blev flyttet i 1960'erne flyttede banen, og der blev etableret en ny banedæmning gennem området, har jordtrykket antageligt ødelagt den gamle ledning, fortæller Lasse Riisgaard.

- Da en virksomhed i området skulle flyttes i forbindelse med banearbejdet, blev etableret en ny afløbsledning. På det tidspunkt var der ikke et renseanlæg, så det havde ingen betydning at lede vandet fra søerne ud i kloaksystemet.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden