Hvad gør minister?
Forleden kom det frem, at op mod 40.000-50.000 illegale indvandrere opholder sig i Danmark.
Jeg skal ærligt sige, at det kom som et chok for mig. Tidligere har der været nævnt ca. 5.000 illegale indvandrere. Jeg tænkte, at denne nationale katastrofe, nemlig at retssamfundet reelt er sat ud af kraft, når så mange mennesker opholder sig i Danmark uden for lov og ret, måtte fremme en handlekraftig reaktion fra landets justitsminister. Jeg lyttede mig til, at Morten Bødskov ville fortsætte den nuværende indsats, som jo netop har vist sig ikke at være tilstrækkeligt. Derfor kunne jeg høre landets justitsminister på DR Update forklare, at det er de almindelige danskere, der bærer ansvaret for at løse problemerne. Vi skal alle kollektivt holde øje med vores håndværkerregninger og gribe ind og melde det, såfremt vi får en ekstra ordinær billig regning, for så er der nok noget galt. Den opfordring bakker jeg da op om, men det er rystende, at det er det, som landets justitsminister, den udøvende magt, har at byde på, når han bliver oplyst om, at der rent faktisk opholder sig så mange illegale indvandrere i Danmark. Justitsministeren bør indkalde alle partier til en drøftelse af, hvordan vi kan finde seriøse løsninger. Det kunne for eksempel være at tilføre ekstra ressourcer til politiet og andre relevante myndigheder. Hvis justitsministeren ikke byder ind med noget mere og noget, som er konkret og brugbart, så er der ingen tvivl om, at landets øverste chef for politiet er inkompetent, og bør som en konsekvens heraf erstattes med en anden og mere handlekraftig politiker. Det er også rystende at tænke på, at denne regerings første handling var at afskaffe VOKs grænsekontrol, inden den for alvor var kommet i gang. Danmarks grænser står pivåben, og afskaffelsen af grænsekontrollen var i direkte strid med Danmarks interesser. Til trods for at en genindførelse af grænsekontrollen er det eneste rigtige, bilder jeg mig ikke ind, at det kommer til at ske under Helle Thorning-Schmidt (S) regering. Men der er andre ting, som kan mildne effekten af EU's åbne grænser. Disse ting bør diskuteres bredt i Folketinget, herunder bør Venstre og Konservative - som Helle Thorning-Schmidts nære allierede i EU-politikken - presse regeringen til at rejse spørgsmålet om de mange illegale indvandrere i EU-regi. Fra Dansk Folkepartis side har vi allerede besluttet at indkalde en række ministre i samråd i Folketinget. Jeg håber ikke, at denne sag dør hen, blot fordi alle ved, at en ordentlig og effektiv løsning, uanset hvordan og hvorledes man vender og drejer det, kræver modet til at gå op imod de tabuer, som EU-systemet ikke tåler, at der bliver sat spørgsmålstegn ved. Ved at ignorere problemet vokser det sig blot endnu større, og vi får endnu flere illegale indvandrere med de problemer, som disse medfører. Og det siger sig selv, at jo større et problem er, desto sværere bliver det at gøre noget ved det. Derfor skal justitsministeren melde ud, hvad han og regeringen agter at gøre ved de illegale indvandrere. Jeg afventer et klart svar.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.