ØSTERVRÅ: For to år siden flyttede Ulla Frederiksens nu 77-årige mor ind på plejecenteret i Østervrå. Moderen, der tidligere har boet i Frederikshavn, har svært ved at orientere sig og husker dårligt. Hun havde vanskeligt ved at klare sig alene i hjemmet, selv om hun fik flere daglige besøg af plejepersonale.
Datteren valgte plejecenter til moderen. Valget faldt på centeret i Østervrå, fordi hun selv bor tæt ved byen.
Siden har Ulla Frederiksen engageret sig i plejecenterets og beboernes hverdag gennem medlemsskab af centerets pårørende/brugerråd.
Nu er hun formand for rådet.
Derfor stod hun forleden i en uvant situation i byrådssalen og stillede spørgsmål til politikerne.
Fik ikke svar på det vigtigste
Baggrunden: Budgetforligspartierne havde besluttet, at leverancen af mad til bl. a. plejecentre skal udliciteres.
For at spare penge.
- Jeg fik ikke svar på det spørgsmål, som jeg selv synes var vigtigst, siger hun.
Det udeblevne svar bekymrer hende.
Hun kender hverdagen for beboere og ansatte på plejecenteret i Østervrå, og frygter hvordan den bliver efter udlicitering.
Centerets køkkenpersonale laver ikke bare mad til beboerne på tre plejecentre i Østervrå, Dybvad og Præstbro.
De dækker bord. De rydder af. De vasker op.
Køkkenpersonalet sørger for diætmad, særlig kost til småtspisende og specialkost til beboere, der har været på sygehus.
- Skal deres opgaver overtages af plejepersonale, og skal den tid, plejepersonalet bruger, fragå tiden til pleje, som i forvejen er skåret ind til benet, lød det spørgsmål, som Ulla Frederiksen ikke fik svar på.
Hun mener, politikerne har nikket ja til skrivebordsbordsbesparelser - uden fuldt kendskab til konsekvenserne.
Centre deler nattevagt
Ulla Frederiksen ved at plejepersonalet i dén del af gl. Sæby Kommune, hun kender bedst, allerede er minimeret. F.eks. er der kun én nattevagt på hvert af centrene i Østervrå, Dybvad og Præstbro. En fjerde nattevagt kører mellem centrene, fordi der er opgaver, man skal være to om.
Ulla Frederiksen havde stillet spørgsmålene skriftligt til socialudvalget inden byrådsmødet. Hun fik kun svar fra Birgit Hansen (S), som skrev tilbage, at socialdemokraterne ikke ønsker madleverancen udliciteret
Men socialdemokraterne er ikke med i budgetforligsaftalen.
Ulla Frederiksen spurgte på byrådsmødet også til størrelsen af de forventede besparelser ved at udlicitere madleverancen.
Det fik hun svar på:
2 mio. kr, i 2013 voksende til 4 mio. kr. de følgende år.
Det er tal, hun har svært ved at tro på. For hun har fået oplyst, at køkkendriften i Østervrå i dag giver et lille overskud.
Hendes tredje spørgsmål gik på, om beboerne får frit valg mellem flere leverandører af mad.
Det fik hun svar på af socialudvalgsformand Peter Nielsen.
Beboere på plejecentre har ikke frit valg på det område.
De må spise dagens ret fra kommunens leverandør.