Hvilsom glædede sig på tilskuernes vegne
Hobro byder nu AaB op til dans i kampen om den nordjyske fodboldtrone
Opdateret 10. maj 2022 kl. 16:51
HOBRO: Efter to af sæsonens tre indbyrdes opgør har Hobro håneretten i den interne nordjyske duel med AaB i Alka Superligaen.
Efterårets 1-1-remis i Aalborg blev mandag aften fulgt op af en 1-0-sejr til Hobro til stor glæde for størstedelen af de 6596 tilskuere på DS Arena.
- Jeg glæder mig også på deres vegne. De har været vant til, at AaB er det store hold i Nordjylland. Dem byder vi nu op til dans og har fået fire point i to kampe mod dem. Hvor er det fantastisk, lyder det fra matchvinder Mads Hvilsom.
Topscoreren var årvågen, da Martin Mikkelsen efter 32 minutters spil serverede et perfekt indlæg, så Hvilsom tæt under mål kunne passere Nicolai Larsen.
- Det er noget, vi har trænet meget på, og bolden lå helt perfekt. Det er dejligt at score mål, men det er altså ikke det væsentligste for mig. Det handler om holdet, og sådan tænker alle i Hobro. Det er derfor, vi er kommet så langt, siger Mads Hvilsom.
Men selv om Hobro med sejren nu har 15 point til nedrykningsstregen, ændrer det ikke på, at fokus fortsat er på overlevelse.
- Vi har fået ni point i fire kampe, og det kan FC Vestsjælland altså også få. Det kan gå lynhurtigt, så vi skal bare blive ved med at tage én kamp ad gangen. Jeg vil dog gerne sige, at hvis vi bliver ved med at spille på den her måde, så kommer vi ikke til at rykke ned. Vi har det i vores egne hænder, siger Mads Hvilsom.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.