Sæby

Hvor får kunstneren inspirationen fra?

Finn Jakobsen giver et par kvalificerede bud - mens kunstugen er i fuld gang

4
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Tommelise - et maleri inspireret af H, C. Andersen.

SÆBY:I denne uge er det kunstuge på hele Toppen af Danmark.

Her kan du opleve en række lokale, farverige kunstnere og kunsthåndværkere og deres arbejde helt tæt på. Det betyder åbne værksteder og kunstnere, der er til stede for at fortælle om deres arbejde.

Det er turistforeningerne i Toppen af Danmark, der står som arrangør af kunstugen.

I alt er der tilmeldt 72 vidt forskellige arrangementer - og ud over besøg i gallerier og værksteder, byder kunstugen på spændende tilbud fra restauranter og overnatningssteder, der i ugens løb giver særlige tilbud på spændende spiseoplevelser og gode overnatningsmuligheder.

På turistkontorerne kan publikum få udleveret en brochure over samtlige arrangementer, ligesom informationerne findes på www.toppenafdanmark.dk

I Sæby er der i ugens løb aktiviteter hos Galleri Nordenvind, Glashuset, Galleri Nürnberg og Galleri2ti.

I foråret deltog Finn Jakobsen fra Galleri2ti også i kunstugen.

- Jeg glæder mig over det store planlægningsarbejde, som Toppen af Danmark gør for at udbrede kendskabet til de mange kunstaktiviteter, der er i Sæby og i hele landsdelen. Ved forårets kunstuge kom hovedparten af de besøgende i mit galleri fra andre dele af regionen sammen med mange turister. Det er rigtig dejligt at få besøg langvejs fra, siger Finn Jakobsen.

Denne gang er udstillingens tema ”Hvor kommer inspirationen fra”. Og Jakobsen glæder sig til at fortælle de besøgende om de arbejder, han i øjeblikket har i sit galleri – og hvor han henter inspirationen til dem.

- Selv om jeg har et motto, der hedder ”et maleri er en samtale uden ord” elsker jeg, når folk spørger ind til mine kunstværker. Det giver oftest anledning til en spændende snak om, hvad der rører sig inde i os mennesker – og det tror jeg er godt for os alle, siger Finn Jakobsen.

Hans malerier er farverige og fabulerende, og de sprudler af liv - og af glæde - de smitter beskueren.

- Jeg er jo så heldig, at stort set alt dét, der sker omkring mig, inspirerer mig - mødet med mennesker, dyr, planter – ja i det hele taget hele livet. Men jeg ynder også at beskæftige mig med livets mening og tidens mange muligheder, fortæller Jakobsen.

Han har lige solgt et stort maleri med titlen ”Alting har en tid”. Han inspireret til netop dette arbejde dels ved at høre Lars Lilholdts sang ”For at tænde lys” og ved at læse i Prædikerens bog i Bibelen. Begge dele handler nemlig om tiden – tid til både at fødes og til at dø, til at tænke og tro, til at elske og hade og til at tale og tie.

Billedet blev fem meter langt - og egentlig skulle det have været en stor cirkel, som man kunne gå ind i, for som Finn Jakobsen siger:

Så ville det bedre symbolisere tiden som noget evigt.

I de senere år har han også været stærkt inspireret af H.C. Andersens eventyr. Når Finn Jakobsen udstiller i udlandet, vækker disse billeder stor interesse, Og i oktober udstiller han i København bl.a. med to nye billeder af ”Den lille pige med svovlstikkerne” og ”Tommelise” - to af H. C. Andersens meget elskede eventyr.

- Det er rigtigt spændende at arbejde med H. C. Andersen. Den gamle eventyrdigter er kendt af børn og voksne - ja, af alle aldersgrupper - og verdensberømt som én af vores mest læste forfattere, og hvis tekster er oversat til 150 sprog. Og det er fantastisk at opleve børn, når de ser disse malerier. De genkender alle episoderne fra eventyrene og elsker at fortælle mig om dem, siger Finn Jakobsen.

Som kunstner er han overvejende kendt som maler, men tidligere har han også arbejdet med keramik og skulpturer. Og netop skulpturer er han igen begyndt at interessere sig for at arbejde med.

- Senest har jeg skabt en stor træskulptur foran Hørby Efterskole og skulpturen har jeg kaldt ”Livsvejen”. Og ligesom ved mange af mine øvrige værker har mange spurgt, hvor jeg har fået inspiration til netop denne skulptur fra. ”Livsvejen” symboliserer livets mange muligheder og begrænsninger - lige fra livets start – over drømmene til målet, vi gerne vil nå, fortæller Jakobsen.

I dag onsdag, samt torsdag og lørdag i denne efterårets kunstuge fortæller han også gerne om de malerier, han har i sit galleri netop nu. Her kan publikum bl.a. også kse de seneste H.C. Andersen-inspirerede værker, som han i næste måned udstille i København.

Åbningstiderne til Finn Jakobsens galleri - Galleri2ti på Solsbækvej 210 i Sæby kan ses på hjemmesiden www.galleri2ti.dk.

I de senere år har der været afholdt kunstuge på Toppen af Danmark to gange årligt – uge 17 og uge 38.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst