Hygge, inspiration og forhindringer

Pigerne fra Christian fandt ly for støvregnen og mad med det samme i Tyskland. Og de fik hurtigt selskab af resten af Hjørring Handel-flokken ved pølsestanden. Foto: Peter Mortensen
Pigerne fra Christian fandt ly for støvregnen og mad med det samme i Tyskland. Og de fik hurtigt selskab af resten af Hjørring Handel-flokken ved pølsestanden. Foto: Peter Mortensen Peter Mortensen

Det er ikke nogen hemmelighed, at Hjørring Handel kæmper for holde gang i butikkerne i byen til glæde for de trofaste kunder.

I sidste uge tog en snes af medlemmerne af handelsstandsforeningen en tur til tyske Lübeck i jagten på inspiration til, hvordan Hjørring kan blive en endnu hyggeligere handelsby.

Turen fik ikke den bedste start, for da der skulle tankes rundstykker ved en bager i Randers, ville døren ikke lukke i bussen. Det havde chauffør Erik Holm dog råd for: Fire af mændene på turen måtte aflevere livremmen, så døren kunne bindes fast i en lukket position. Sjovt nok beholdt Erik Holm selv sin livrem på. Måske ud fra devisen, den kloge narrer de mindre kloge...

Et stop på et værksted i Aarhus løste dog problemet, så de fire mænd kunne holde bukserne oppe og bussen døren lukket helt af sig selv.

Så gik turen ellers mod den gamle tyske by, der i december altid er pyntet til jul i den helt store stil.

Det var tydeligt, at vendelboerne godt kunne tænke sig et tilsvarende julemarked i Hjørring. Med masser af boder med lækkerier til den søde tand og den lille sult, men også med julepynt, håndlavede smykker, håndarbejder og meget, meget mere.

Nu har Lübeck bare 350 års tradition for et julemarked, men mindre kan måske også gøre det i Hjørring.

I hvert fald blev der suget indtryk til sig, taget billeder og drøftet muligheder. For Hjørring har jo fine træhuse, som hurtigt kan tages i brug til boder i byens hjerte.

Ellers er der nogle dygtige mennesker på produktionsskolen, der meget gerne vil hjælpe med at bygge flere huse til formålet.

Julepynten og -belysningen i den tyske by tiltrak sig også stor opmærksomhed. Hjørring trænger til ny julebelysning, så hvorfor ikke drømme stort og smukt.

Der blev også kigget beundrende på de tyske caféer og restauranter, der med varmelamper kunne lokke gæsterne til at sidde udenfor og nyde en kop kaffe eller en god frokost.

En ting får vi dog ikke sådan lige i Hjørring. Et marcipanmuseum med fristelser i alle mulige og umulige afskygninger.

Men inspiration var der masser af, så forhåbentlig får julestemningen et ordentligt skud vitaminer til næste år i Hjørring.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden