Hypnosemordet i 1951 filmatiseret: - Den halter så meget, at den næsten er ved at snuble

Hypnosemordet i 1951. Nu filmatiseret. Det lyder da fint, ikke?

Med hensyn til plot og opklaring er filmen såmænd rimeligt fin. Men den halter på ét område. Ja den halter så meget, at den næsten er ved at snuble.

Der mangler et motiv.

Det gode motiv er enten hævn, begær, gerrighed eller ondskab. Men lige her er vi i tvivl om, hvad der driver vores superskurk. Måske er det penge, men det viser filmen ikke. Den viser kun en skurk, der er intellektuelt overlegen, og som mestrer hypnose.

Sådan et plot er der jo en god fortælling i. Også her. Men som tilskuer er man altså nødt til at vide, hvad der driver forbryderen. Ellers mister plottet sin autenticitet.

Filmen handler om Palle, der begår et røveri mod en bank og slår to ansatte ihjel.

Han anholdes hurtigt af betjent Olsen.

Ja - vi er i 1950’erne, så vi er på efternavn.

Men Olsen har en mistanke om, at der er en bagmand. At vores Palle har handlet i trance. At han er hypnotiseret.

Han allierer sig med en psykolog, der også mestrer hypnosen. Og så går den vilde forbryderjagt.

Du godeste. Den kliche burde være sendt på pension i 1970’erne - så slidt og tarvelig er den.

Filmen foregår i et flot, klassisk København, med masser af flotte (manipulerede?) billeder af hovedstaden for 67 år siden.

Men så begynder folk at tale sammen.

På engelsk.

Altså: Vi har at gøre med en superklassisk dansk kriminalhistorie, og så taler alle engelsk. Det skurrer i ørerne.

Især gør det ondt, når danske navne skal udtales. Palle bliver på filmens (i øvrigt fejlfri) engelsk til Parlæi.

Men altså: Dette er ikke en dansk film. Det er en dansk/finsk/kroatisk film. Det betyder, at alle tre nationer skal tilgodeses med hensyn til skuespillere, filmhold, lokationer og meget mere.

Når man taler engelsk, er det vel også, fordi man regner med, at filmen kan score på de internationale markeder. Lige der nytter det jo nok ikke noget, at filmen måtte være indspillet på enten dansk, finsk eller kroatisk. Men jeg tror ikke på internationalt salg i stride strømme. Dertil er handlingen for tam.

Og igen: Hvis der mangler et motiv, falder alt på gulvet. Og endelig: Slutningen er alt, alt for nemt lavet. Den kunne de godt have arbejdet meget mere med.

Men der er nu også masser af gode sider. Cyron Melville spiller en birolle som Palle - den fjernstyrede røver og drabsmand. Og han gør det formidabelt. Han tilfører et enestående nærvær i de scener, han medvirker i.

Josh Lucas i rollen som Bjørn Schouw Nielsen - hypnotisøren - er også fremragende. Han er veltalende og velspillende. Han er psykisk overlegen. Og dermed er han en fantastisk skurk.

Øverst på plakaten står Pilou Asbæk, som jo normalt er fremragende i alt, hvad han rører ved. Her rører han mig ikke. Han får slet ikke gestaltet sin rolle ud, hvor den bliver levende.

Og så er der filmens klip. Den er fremragende klippet. Gennem hele filmen får vi små teasere ind - sekundkorte klip - der viser frem til noget, vi kommer til at se senere. Det er både elegant og effektivt udført. Lyden fortjener også opmærksomhed. Der er leget meget med lyden, så det føles ekstra farligt, når der er optræk til hypnose.

Filmen baserer sig på et rigtigt drama, der fandt sted i marts 1951. Instruktøren og forfatteren (samme person) har interviewet Palle Hardrup - altså den rigtige person ude i den rigtige verden. Det er disse interview, der ligger til grund for filmens manuskript.

Palle Hardrup blev idømt psykiatrisk forvaring, mens Bjørn Schouw Nielsen blev idømt livsvarigt fængsel. Begge blev de mange år senere løsladt. Måske var der kommet en bedre film ud af at følge dem efter deres løsladelse?

Filmen mere end antyder, at flere ansatte på Politigården i København har mere end flirtet med nazisterne under besættelsen. Det er også et tema, som kunne trænge til et væsentligt større fokus.

Rigtig vellykket bliver denne film aldrig. Men Cyron Melville er altså fantastisk. Han burde have en Bodil for sin præstation.

"Skytsenglen"