Indskiftet matchvinder tror på startplads
Matchvinder Jannik Pohl slukkede Superliga-måltørsten i Aarhus
Opdateret kl. 17:39
AARHUS: Nul mål i Alka Superliga bød efteråret på for AaB-angriberen Jannik Pohl. Søndag skulle Jannik Pohl så blot bruge ni minutter plus den forlængede spilletid til at komme på måltavlen.
I udekampens overtid sikrede indskifteren AaB sejren på 2-1 mod AGF.
- Jeg føler lidt, at alt, hvad jeg sparker til, går ind. Jeg har også scoret en del i opstarten. Det betyder virkelig meget. Jeg har lidt mere ro i mine afslutninger. Både til træning og i kamp synes jeg, jeg er skarpere foran mål, siger Jannik Pohl.
Angriberen så mod AGF de første 81 minutter fra bænken. Herfra kunne han se sin angrebskollega, nytilkomne Jakub Sylvestr sparke AaB foran med 1-0.
Pohl tror på startplads Med to angribere, der i forårets første kamp begge viste målnæsen, ser konkurrencen hård ud i front. Pohl tror dog stadig på sin chance for at tilspille sig en fast plads i startopstillingen.
- Med respekt for mine konkurrenter har jeg scoret en del i opstarten, så hvis jeg kan holde mig skadesfri, burde jeg 100 procent kunne spille mig ind i startopstillingen. Men hvis den anden bliver ved med at lave mål, er det selvfølgelig også svært. Så nu må vi se. Det er trænerens valg, siger Jannik Pohl.
Han åbner for, at begge angribere kan spille samtidig, hvis målformen varer ved.