Iværksættere nyder livet i Løkken
Fra Vejle til vestkysten for at åbne fiske-spa
LØKKEN: To piger fra Vejle har simpelthen forelsket sig i Løkken by og naturen, og derfor traf de en hurtig beslutning og blev iværksættere i Løkken. De har åbnet ”Frøken Fisk” hvor gæsterne kan nyde et fodbad med plejende behandling med Garra Rufa-fisk.
Cindie Sørensen og Signe Nielsen gik med tanker om at starte en selvstændig virksomhed, og da de stort set aldrig havde været nord for Århus, tog de i julen på en ekspedition nordpå og kom også til Løkken.
- Vi blev forelskede i byen og naturen, og da vi så et passende lokale slog vi til, fortæller de to veninder.
Signe Nielsen har erfaring med Garra Rufa-fisk, måske bedre kendt som doktorfisk. Sidste år havde hun en bod på forskellige festivaler, og det var populært. Derfor fik hun blod på tanden til at blive iværksætter og sammen med veninden Cindie Sørensen, som har en erhvervsuddannelse har hun åbnet en fiske-spa salon på hjørnet af Vrenstedvej og Torvet.
- Vi håber, med vores fiske spa, at bringe lidt permanent festivalstemning med til Løkken, siger de to.
Garra Rufa-fisk, som oprindeligt stammer fra Tyrkiet, er meget små fisk, der har en evne til at suge og rense kroppen for døde hudceller.
Selve behandlingen foregår i en spa med ca. 30 grader varmt vand, hvor omkring 150 små doktorfisk sørger for hudpleje.
For de to piger var det specielt at flytte fra en større by og lande i Løkken i marts måned, men de er positivt overraskede.
- Der var meget stille, men vi er blevet modtaget med stor hjælpsomhed og imødekommenhed af beboerne i Løkken. Folk åbner bare døren og siger Hej. Det sjoveste vi har oplevet var, da vi stod i kø i Brugsen, og der var en, der lige manglede småpenge. Så var der straks en anden i køen der lagde ud. Det er tydeligt, at folk kender hinanden.
- Vi er overraskede over hvor nemt det er at komme i kontakt med folk, og har allerede fået bekendtskaber. Det hele kører simpelthen i et lavere gear men på den positive måde, siger de.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.