Jammerbugt fik bugt med sejrstørken
Jammerbugt sendte lørdag Næsby hjem til Fyn med et nederlag
JETSMARK: De sidste syv divisionskampe var endt uden sejr, men den stime stoppede Jammerbugt FC lørdag. 3-0 sejrede nordjyderne i 2. divisions nedrykningsspil mod gæsterne fra Næsby.
Otte sekunder inde i kampen testede Viktor Ahlmann odenseaneres tværribbe. Dominansen fortsatte resten af halvlegen, som sluttede med en føring på 2-0 til hjemmeholdet.
24 minutter inde i opgøret satte Victor Rafael en inderside på et indlæg fra venstre til 1-0. Minuttet før sidebyttet pressede Viktor Ahlmann sig til et straffespark.
Mod to odenseanske forsvarsspillere jagtede han bolden, prikkede den og blev derefter nedlagt i feltet. Straffesparket eksekverede han selv til pauseføringen på 2-0.
Efter 80 minutter misbrugte Næsby et straffespark. Nytilkomne Anders Larsen i målet vippede skuddet på stolpen og tilbage i spil. I kampens sidste minut lukkede Simon Studsgaard Knudsen så kampen med målet til 3-0.
- Vi kunne have lukket den mange gange før, hvis vi havde haft lidt mere coolness og skarphed i omstillingerne, siger Jammerbugts træner, Lars Justesen.
Jammerbugts træner glæder sig over sin første sejr, siden han kom til Jammerbugt. Med sejren har Jammerbugt hentet fem point i tre forårskampe under den tidligere assistenttræner i Hobro IK og Esbjerg fB. I kampene har nordjyderne sammenlagt kun lukket et mål ind.
Det får Lars Justesen til at tro på, nordjyderne kan kravle over nedrykningsstregen. Lige nu ligger de á point med holdene over stregen. Næste gang venter topholdet fra Frem på udebane i Valby.
- Med troen på de ting, vi laver, er jeg faktisk ikke i tvivl om, at vi også går over og laver et godt resultat, siger Lars Justesen.