Jammerbugt henter keeper hjem
Bo Zincks tropper henter Thomas Nielsen tilbage til Pandrup
Opdateret kl. 10:19
FODBOLD: Jammerbugt FC og Bo Zinck henter en ny mand til holdets bagerste skanse. Eller ny er måske så meget sagt, for målmand Thomas Nielsen stammer fra Pandrup og har før spillet i Jammerbugt FC, men har senest repræsenteret Nørresundby Forenede Boldklubber i jyllandsserien.
- Thomas er en rigtig dygtig målmand, men er også en personlighed, både på og udenfor banen, som kan bidrage positivt på flere områder. Dertil er han selvfølgelig også en Pandrup-dreng, og forhåbentlig har vi her en stærk keeper i mange år frem, siger Bo Zinck i en pressemeddelelse.
Før sin seneste tid i sammenslutningen mellem Nørresundby og Lindholm har Thomas Nielsen været reservemålmand i Silkeborg IF, har spilet på Island, i Kjellerup og Thisted FC. I TFC stod Jammerbugts tilbagevendte cheftræner Bo Zinck også på sidelinjen. Nu har Thomas Nielsen så skrevet en aftale på to år med Jammerbugt.
- At valget nu igen er faldet på Jammerbugt FC, grunder i flere ting. Først og fremmest har jeg savnet at spille divisionsbold, og det kan jeg få opfyldt i Jammerbugt FC, hvor niveauet til træning og kamp vil være højere, end det jeg kommer fra - al ære og respekt til mine kammerater i NFB, siger Thomas Nielsen.
Målmanden arbejder til daglig på skolen i Kaas, så logistikken bliver også lettere med skiftet til Jammerbugt.