Tyveri

29-årig fortsatte tyveri-stime, efter han lige var blevet løsladt: Så fik politiet nok

En 29-årig mand er blevet varetægtsfængslet i fire uger

VENDSYSSEL: Da en 29-årig mand for tredje gang på få uger blev anholdt for tyverier, kort efter han lige havde afsonet en dom på otte måneders fængsel for netop tyverier, fik politiet nok.

Fredag valgte politiet derfor at fremstille manden i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling for at stoppe ham.

Med sig i grundlovsforhøret havde den 29-årige samlet sigtelser for to tyverier samt et butikstyveri, der udviklede sig til røveri.

Og Retten i Hjørring var helt enig med politiet, og fængslede den 29-årige i fire uger på grund af faren for, at han ville begå ny, lignende kriminalitet, oplyser anklager Torben Kauffmann.

Butikstyveri blev til røveri

Den 29-årige blev løsladt i oktober, efter at have afsonet en dom på otte måneders fængsel for tyveri.

Allerede 17. december blev han igen anholdt og sigtet for at have stjålet en udendørs ph-lampe fra et hus på Gjøl.

6. januar var den så gal igen. Her havde den 29-årige fyldt et net med varer i Min Købmand i Halvrimmen, som han ikke havde tænkt sig at betale for.

Da han var på vej ud af butikken, blev han konfronteret af en ekspedient, som den 29-årige truede med bank, hvis han ikke fik lov at gå. Og dermed blev butikstyveriet til røveri, forklarer Torben Kauffmann.

Endelig blev den 29-årige anholdt igen 9. januar, efter der havde været indbrud i et hus i Arentsminde. Et indbrud, som politiet hurtigt kædede sammen med den 29-årige.

Under grundlovsforhøret erkendte den 29-årige indbruddet og tyverierne - men han nægtede røveri mod ekspedienten hos købmanden.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden