Færdselsuheld

Den tidlige morgen så Steen og hans mor døden i øjnene

32-årig nordjyde og hans mor slap mirakuløst fra frontal kollision


Opdateret 25. juli 2024 kl. 12:43

AALBORG: Nat var dårligt blevet til dag tirsdag 11. juli, hvor Steen Hansen fra Fjerritslev havde hentet sin mor for at køre hende på sygehuset i Aalborg.

Der kunne de begge være endt - og i langt værre tilstand.

For bedst som de kørte der på Aggersundvej mellem Fjerritslev og Aggersund i Steens lille Smart-bil med plads til bare to passagerer, blev der kl. 6.15 pludselig brug for at gnide søvnen ud af øjnene.

Imod dem kom en Opel med en 35-årig chauffør bag rattet, som havde sine øjne rettet mere mod sin telefon end vejen foran ham.

- Han trak længere og længere over i vores vognbane, fortæller Steen Hansen.

I et splitsekund så han og hans mor døden i øjnene, men som ved et mirakel undgik de en direkte kollision. 

Helt opsigtsvækkende er hele forløbet foreviget på video, for lige siden 32-årige Steen Hansen som helt nybagt bilist som 18-årig var ude for en tilsvarende ulykke, hvor hele den ene side af hans allerførste bil blev skrællet af i en kollission, har han kørt med et dashcam i sine biler.

Efter nærdødsoplevelsen kunne hans mor efter et blik i bakspejlet fortælle, at en varevogn, der kørte bag dem, ikke slap så heldigt.

- Hun kunne se, at Opel'en fortsatte, som om han ikke havde set noget som helst. Da han havde passeret mig, var han helt ovre i vores vognbane, så ham i varevognen kørte simpelthen sin bil direkte i grøften for at undvige. Alt det så jeg ikke, for jeg havde travlt med at redde min egen bil, fortæller Steen Hansen.

Da det første chok havde fortaget sig, vendte han bilen og så først til chaufføren i varebilen. Mens varebilen var bulet af turen i grøften, var chaufføren sluppet uden skrammer, men med et kæmpestort chok. 

Dernæst kunne Steen Hansen se, at føreren af Opel'en var holdt ind på en rasteplads 200 meter derfra.

- Så kørte jeg derhen - mest for at se, om han var okay. For jeg kunne se, han holdt med bremsen i bund. Og han var noget chokeret. Han indrømmede så blankt, at han havde siddet og set på hans telefon, fortæller Steen Hansen.

Efterfølgende bad han chaufføren i Opel'en om at følge med hen til varebilen, så der kunne blive udvekslet forsikringsoplysninger.

I dag - 12 dage senere - bedyrer Steen Hansen, at den voldsomme trafikoplevelse ikke har sat sig dybe spor i ham.

- Sket er jo sket, som han siger.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden