Kommunalpolitikere

Diane vil vælte borgmesteren: - Der er jo ingen rød tråd

Står det til Diane Aarestrup (S) får Jammerbugt Kommune snart en kvindelig borgmester for første gang

- Vi er nok sat sammen fire små kommuner, men derfor skal vi stadig have et stærkt erhvervsliv, det øger bosætningen, men for mig handler det ikke kun om vækst i klassisk forstand men også for den enkelte, siger Diane Aarestrup (S) om Bent Exners skulptur "Vækst" i Pandrup. Foto: Torben Hansen
- Vi er nok sat sammen fire små kommuner, men derfor skal vi stadig have et stærkt erhvervsliv, det øger bosætningen, men for mig handler det ikke kun om vækst i klassisk forstand men også for den enkelte, siger Diane Aarestrup (S) om Bent Exners skulptur "Vækst" i Pandrup. Foto: Torben Hansen

Opdateret 04. november 2021 kl. 11:02

JAMMERBUGT: I entréen i det klassiske parcelhus i Pandrup hænger kjoler i forskellige rødlige nuancer og mønstre på stribe og vidner om to ting:

Her bor en kvinde med styr på tingene.

Og er valgkampen i den grad skudt i gang.

Selvom hun modsat mange andre i kommunalbestyrelsen er relativt ny i politik, har hun altid haft en mening om tingene - og som barn havde en del af hende også en drøm om en dag at gå efter indflydelsen.

- Der er et billede af mig og to veninder fra dengang, hvor jeg er klædt ud som en mand. Det må jo have været fordi, jeg allerede dengang ville være politiker - og da jeg var barn, var det jo altid mænd, griner Diane Aarestrup (S).

Sådan er det ikke i dag. Heller ikke i Jammerbugt Kommune, der har et af de mest ligestillede byråd på landsplan. I borgmesterstolen har der siddet en mand i hele kommunens historie, ligesom der i de fire gamle kommuner kun har været en enkelt kvinde helt i top.

- Der er kun 14 kvindelige borgmestre på landsplan, men kommer målingerne til at stemme, så regner man med, at det er hver fjerde efter valget - og jeg er da en af dem, siger hun.

Til daglig er hun leder af sundhedsplejen og i de sidste uger op til valget bruger hun en del opsparede feriedage - dem er der i hendes rolle nok at tage af ovenpå halvandet år med corona. Indtil nu har valgkampen kørt efter fyraften.

- Men man kan heller ikke holde til at sidde hver eneste aften - ikke i længden i hvert fald, siger hun, mens hun rydder spisebordet for sporene af den seneste aftens arbejde med valgmaterialet.

Hellere billige erhvervsgrunde

Bag spisebordet står et bord i børnehøjde, hvor der ovenover hænger et par Totte-bøger. For to-et-halvt år siden blev Diane mormor til Aura, der er en hyppig gæst i hjemmet.

- Jeg var ung, da jeg fik børn. Jeg var 21 år og jeg var kun 19, da jeg og min mand byggede huset her. Siden læste jeg til sygeplejerske og efterfølgende til sundhedsplejerske, hvor jeg i et år tog til Aarhus. I de år lærte vi virkelig at nøjes, husker socialdemokraten, der stolt fortæller, at hun kommer fra et arbejderhjem i en lille flække mellem Kaas og Moseby.

- Jeg er jo tilflytter til Pandrup, smiler hun.

Netop nu er Aura og hendes forældre på vej til at vende snuden hjem til kommunen. Noget flere unge børnefamilier helst skal gøre i fremtiden. Men modsat De Konservative tror hun ikke, at byggegrunde til én krone er svaret.

- Vi har masser af billige byggegrunde i forvejen og forære dem væk, skal vi ikke. Det er vigtigere, at vi kan tilbyde gode pasningstilbud, kvalitet i skolen og en ordentlig infrastruktur, mener hun.

- Og skal vi gå ud af det vej, vil jeg hellere sælge en billig erhvervsgrund end parcelhusgrund, så vi kan skabe flere arbejdspladser her, slår hun fast.

På et andet område er der masser af arbejde at få - men ingen til at tage det.

- På kort sigt er den allerstørste udfordring helt klart at tiltrække arbejdskraft indenfor velfærd. Her bliver vi nødt til at skabe nogle faglige miljøer og nogle attraktive arbejdspladser, der får folk til at vælge at arbejde her fremfor i nabokommunen.

Kigger man på de ufaglærte job indenfor området, vil hun konkret tilbyde unge fritidsjob på plejehjemmene.

- Det har flere kommuner kørt et forsøg med, så hvorfor ikke? Tænk hvis man kan gøre de unge nysgerrige på den branche. Måske gemmer der sig en lille sygeplejerske, SoSu-hjælper eller køkkenassistent.

Diane Aarestrup er ny spidskandidat for Socialdemokratiet ved kommunalvalget i Jammerbugt Kommune. Og at hun er ny i rollen, ser hun netop som en fordel. Foto: Torben Hansen

Får Diane nøglen til borgmesterkontoret, vil hun kæmpe for mere åbenhed.

- Jeg kan godt forstå, at borgerne tænker, at det hele må være besluttet på forhånd, når vi kommer med en kommunaplan, hvor det hele allerede står sort på hvidt.

- Borgerne skal være med helt fra starten, inden der er skrevet noget ned i en plan.

Samtidig mener hun, at kommunen bør have flere langsigtede løsninger og planer, der går på tværs af hele kommunen.

- Der er så mange ting, hvor man bare tænker: Jamen, der er jo ingen rød tråd. Fx de store sommerhuse i kommuneplanen. Hvorfor skal de lige ligge der? Jeg sidder i økonomiudvalget, og jeg ved det ikke engang, afslører hun.

Troværdighed i bund og top

Det er under et årti siden, at Diane bekendte kulør politisk, men det betyder ikke, at hun ikke har haft en mening om tingene.

- Jeg har altid blandet mig. Når noget rør sig, går jeg gerne forrest og får stablet noget på benene. Jeg var den første formand for Natteravnene her i byen, da der var det med rockermiljøet, som vores børn ikke skulle møde, fortæller hun.

Selvom tiden egentlig er knap, når man både har et lederjob og er det største oppositionspartis gruppeformand og spidskandidat, kan hun stadig ikke helt lægge det frivillige arbejde på hylden.

- Jeg kan simpelthen ikke lade være. Jeg har jo altid været aktiv. Lige nu er jeg frivillig i et cykelprojekt med sårbare børn. Det er virkelig fedt, når man kan se det, de får ud af at være en del af det fællesskab.

Selv hopper Diane i sadlen på sin mountainbike, så snart tiden tillader det - gerne to gange om ugen, men lige nu står der valg i kalenderen, og her håber hun, at hendes profession måske giver hende en fordel.

- Det er da lidt sjovt, at når man kigger på de der troværdighedsmålinger, så ligger sygeplejerske helt i top, mens politiker ligger helt i bund, griner hun.

Som person har Diane godt nok altid stukket snuden frem, men at være den, der har det sidste og afgørende ord, bryder hun sig ikke altid om.

- Jeg kan ikke lide, hvis det bare er mig, der er for bordenden.

- Bliver du ikke nødt til det, hvis du skal være borgmester?

- Nej, jeg vil gerne gøre det sammen med andre. Det behøver jo ikke være sådan, at borgmesteren læser alle indstillingerne. Hvorfor er det ikke udvalgsformændene, spørger hun.

Generelt vil hun gerne smide "plejer" overbord - og det tror hun selv på, at hun er den rette til.

- Jeg tror, det er en fordel, at jeg er ung i politik. Jeg har kun været med i otte år og har ikke været med i partipolitik meget før det. Jeg er ikke en færdigslebet diamant.

Om spidskandidaten

Diane Aarestrup

Alder: 53 år

Bopæl: Bor i Pandrup sammen med René

Civilstand: Gift, to voksne børn

Arbejde: TLeder af sundhedsplejen i Jammerbugt Kommune

Uddannelse: Sygeplejerske

Opstiller for: Socialdemokratiet

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Forsiden