Politi

Tre fængslet efter knivdrab

To blev anholdt tidligt søndag, og yderligere to blev anholdt senere i en anden by


Opdateret 04. november 2024 kl. 06:48

En 29-årig mand blev tidligt søndag knivdræbt i Fjerritslev.

Det oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse. De pårørende er underrettet.

I løbet af søndagen er i alt fire personer blevet anholdt i sagen. Tre af dem blev søndag aften fremstillet i grundlovsforhør, hvor de var sigtet for manddrab efter straffelovens paragraf 237.

Det drejer sig om en 32-årig mand, en 24-årig kvinde og en 45-årig mand.

Ved grundlovsforhøret kunne anklager Malene Lund Andersen fra Nordjyllands Politi oplyse, at de tre er sigtet for i forening at have dræbt den 29-årige mand med flere slag mod krop og hoved samt knivstik i bryst og på mandens krop.

De tre sigtede nægtede sig skyldige og afviste i øvrigt også via deres forsvarere at udtale sig under resten af grundlovsforhøret, som blev gennemført for lukkede døre.

Klokken 22 var grundlovsforhøret færdigt, og Malene Lund Andersen oplyser til Nordjyske, at alle tre blev varetægtsfængslet i fire uger.

- Det var med begrundet mistanke for grov vold med døden til følge, siger hun.

En af de tre tog forbehold i forhold til eventuelt at kære afgørelsen - de to andre gjorde ikke.

Alarm kort før kl. 5

Der blev slået alarm søndag klokken 4.52, og adskillige betjente rykkede til Vestergade i Fjerritslev, Jammerbugt Kommune.

Den 29-årige var blevet ramt af flere knivstik, og han afgik ved døden kort efter.

To mænd blev kort efter anholdt af politiet og ført væk iklædt dna-dragter, som politiet iklæder personer for at sikre eventuelle spor og dna-materiale. Den ene person er sigtet i sagen, mens den andens rolle skal afklares, lyder det i pressemeddelelsen.

Knivstikkeriet foregik muligvis på åben gade, og der ankom hurtigt både ambulance og to akutbiler til stedet ifølge et vidne. Ifølge Nordjyskes mand på stedet blev Vestergade afspærret på en strækning på cirka 300 meter søndag morgen, og ved godt otte-tiden blev afspærringen udvidet til også at omfatte parkeringspladsen og kirkecentret ved Fjerritslev Kirke. Et hus blev også undersøgt nærmere.

Der var adskillige betjente, kriminalteknikere, hundepatruljer samt indsatsleder på stedet, og der foregik et større efterforskningsarbejde med sporsøgning og indsamling af mulige tekniske beviser. Blandt andet blev et baseballbat lagt i en pose og taget med til nærmere undersøgelser.

Foto: Lars Pauli

To blev efterlyst

Den 32-åreige mand var en af de to, som blev anholdt tidligt søndag morgen. Den 24-årig kvinde og den 45-årige mand.  blev anholdt kl. 11.25. Det skete i Brovst og var et resultat af politiets efterforskning og hjælp fra offentligheden.

Hundepatruljer arbejder i Fjerritslev. Foto: Lars Pauli

Niels Kronborg kan ikke komme nærmere ind på et motiv for drabet, og på grund af dørlukningen under grundlovsforhøret er der ingen detaljer om, hvad der gik forud for drabet.

- Det er alt sammen noget, som vores massive efterforskning af de nærmere omstændigheder i løbet af de næste dage skal afklare, oplyste vicepolitiinspektøren.

Dog understregede han, at der efter politiets opfattelse er tale om et opgør i et "lukket" miljø, som ikke har relation til den verserende bandekonflikt i Aalborg.

- Men nærmere kan jeg ikke komme det af hensynet til vores arbejde med at belyse, hvad der er sket før, under og efter, sagde Niels Kronborg.

Flere politipatruljer rykkedde ud. Foto: Lars Pauli

Kort før kl. 12 søndag ankom politiets teknikere fra København. Politiet hører fortsat gerne fra personer, der måtte have set noget eller ligge inde med oplysninger i drabssagen. Det gælder også personer, der måtte have videoovervågning, der kan være interessant for politiets efterforskning. Politiet kan kontaktes på telefon 114. 

Søndag sidst på eftermiddagen blev afspærringerne på Vestergade og ved kirken ophævet. Politiet var søndag til stede i byen hele dagen - også for at skabe tryghed for borgerne og tage imod eventuelle henvendelser fra borgerne. 

Vicepolitiinspektør Niels Kronborg oplyser søndag aften til Nordjyske, at politiet stadig har en fjerde mand i deres varetægt.

Han blev dog ikke fremstillet i grundlovsforhøret.

- Vores mistanke mod de tre er så stærk, at vi vælger at fremstille dem i grundlovsforhør. Den fjerde var tilstede omkring gerningsstedet, så vi er ved at undersøge hans færden for at se, om han haft en rolle i det, forklarer Niels Kronborg.

En person føres væk af politiet. Foto: Lars Pauli

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden