Spar i Brovst politianmeldt – men kunder kan handle trygt, siger købmand
Købmanden har fået sur smiley ved tre af de seneste fire kontrolbesøg. Nu truer Fødevarestyrelsen med skærpede sanktioner
Opdateret kl. 19:40
Spar-købmanden i Jernbanegade i Brovst er igen havnet i Fødevarestyrelsens søgelys – og denne gang med alvorlige konsekvenser.
Efter et kontrolbesøg 28. maj er butikken blevet politianmeldt på grund af uacceptable hygiejneforhold i kælderlokalerne, hvor der blandt andet blev fundet ekskrementer fra skadedyr og støvede emballager på drikkevarer.
Det er tredje gang ud af de seneste fire kontrolbesøg, at købmanden får en sur smiley. Ifølge Fødevarestyrelsen giver det mulighed for at tage skærpede sanktioner i brug.
Ved kontrollen blev der konstateret omfattende problemer i butikkens kælder: sort støv, rester af udlagt mel fra tidligere skadedyrsbekæmpelse, spindelvæv og beskidte blæsegitre i kølerum.
Butikken oplyste, at et eksternt rengøringsfirma havde gjort rent, men Fødevarestyrelsen vurderede efterfølgende indsatsen som utilstrækkelig.
Sagen kulminerer nu i en politianmeldelse og en gebyrbelagt opfølgende kontrol.
Købmand Martin Pedersen oplyser til Nordjyske, at det er første gang nogensinde, butikken har haft problemer med skadedyr i kælderen. Skadedyrsfirmaet Mortalin hjalp med at løse problemet, og det var Spar-kønmanden selv, der ringede efter Fødevarekontrollen, da det professionelle rengøringsfirma havde været i sving i kælderlokalerne i to dage og meldt klar.
- Det hele er knaldhamrende ærgerligt og uheldigt, og vi er kede af det. Men det er vigtigt for mig at understrege, at vores kunder kan føle sig helt trygge. Alt, hvad der var i området med skadedyr, har været i karantæne, så det er ikke blevet flyttet rundt på, siger Martin Pedersen.
Han ved endnu ikke, hvad politianmeldelsen eller varslet om risiko for skærpede sanktioner fører med sig.
- Vi må se, hvad fremtiden bringer.
Bøde for gammel babymad
Problemerne er med sure smileys er ikke nye for Spar-købmanden i Brovst. Ved en kontrol i starten af april fandt styrelsen 51 produkter, der var for gamle – heriblandt babymad og modermælkserstatning – uden at det var markeret med advarsler.
Personalet forklarede dengang, at der var tale om en fejl, men det var ikke første gang. Allerede i oktober sidste år blev 28 poser babygrød og 84 poser slik med overskredet holdbarhed fundet på hylderne. Begge gange udløste det en sur smiley – og i april en bøde på 10.000 kroner for vildledende markedsføring.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.