Boligmarkedet

Her får du mest hus for pengene - men måske kan du ikke få boliglån

Én nordjysk vej havde landets næstlaveste kvadratmeterpris i 2019

Arkivfoto: Mette Nielsen

Arkivfoto: Mette Nielsen

NORDJYLLAND:Hvor får man mest hus for pengene?

Det kommer an på, hvordan man opstiller regnestykket, men hvis man ser på den gennemsnitlige kvadratmeterpris på villaer solgt i 2019, er der fællestræk ved landets billigste villaveje.

De findes i mindre byer, og en af dem er Vester Hjermitslev i Nordjylland. Det fremgår af en opgørelse fra boligsiden.dk.

Under 2000 kr.

Opgørelsen er baseret på salgspriser på villaer i 2019. Der skal mindst have været fem handler på en vej, før vejen indgår i statistikken.

Ifølge den opgørelse er landets næstbilligste villavej Blæshøjvej ved Vester Hjermitslev. I 2019 var den gennemsnitlige kvadratmeterpris på de solgte huse dér 1922 kroner, og husene blev i gennemsnit solgt til 266.500 kroner.

P.t. kan man købe en villa på Blæshøjvej ved Vester Hjermitslev til 315.000 kr. Her er kvadratmeterprisen 2520 kr., fremgår det af boligsiden.dk.

Landets billigste villavej er Birketvej ved Bandholm på Lolland. I 2019 blev huse på den vej i gennemssnit solgt til en kvadratmeterpris på 1776 kroner.

Måske nej til boliglån

Men selv om husene er billige, er de ikke nødvendigvis mulige at købe, med mindre man selv har en stor opsparing.

- Med de lave priser følger også ofte et behov for renovering af boligen. Det er en udgift, som skal regnes ind i det samlede budget. Samtidig kan det være svært at få godkendt et boliglån i et område, hvor efterspørgslen er lav, og man derfor ikke nødvendigvis kan komme hurtigt af med huset igen. En god opsparing kan derfor være en fordel, siger kommunikationsdirektør Birgit Daetz fra boligsiden i en pressemeddelelse.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.