Turisme

I Legoland kan du købe dig foran i køen - nu reagerer Fårups direktør

- Teoretisk set kunne vi tjene penge på alt fra betalt parkering til fast-track-billetter. Men vi er på en helt anden banehalvdel, siger administrerende direktør for Fårup Sommerland, Niels Jørgen Jensen

- Vi vil da helst stå i kø så lidt som muligt, siger den administrerende direktør i Fårup Sommerland, Niels Jørgen Jensen. Han har dog ikke i sinde at gøre som Legoland.
- Vi vil da helst stå i kø så lidt som muligt, siger den administrerende direktør i Fårup Sommerland, Niels Jørgen Jensen. Han har dog ikke i sinde at gøre som Legoland. Foto: Lone Hejlskov

Opdateret 30. juli 2024 kl. 12:23

Det er højsæson for at jagte et sus i maven i landets mange forlystelsesparker.

Det gjorde en far i Legoland, der dog fik en tåkrummende oplevelse med hjem, skriver han i et debatindlæg hos Politiken

Da han stod og ventede i køen ved en forlystelse med sin sine døtre, kom en familie foran dem alle, mens børnene spurgte, hvorfor de måtte det. Fordi de havde flere penge, lød svaret.

Oplevelsen udspringer af, at Legoland udbyder en såkaldt "Reserve and Ride"-billet til dem, der ikke bryder sig om at stå fysisk i kø. Den koster mellem 299-799 kroner og bringer dig foran i køen.

Indlægget har da også fået administrerende direktør i Fårup Sommerland, Niels Jørgen Jensen, til at spidse øre.

Men dén oplevelse er der ikke nogen gæster, der får i Fårup Sommerland. 

- Jeg have meget svært ved at se for mig, at vi skulle indføre et fast-track-system. Det ligger ikke i vores DNA. Skulle der komme uforudsete udgifter, sætter vi hellere entréprisen op med en 5'er, siger han.

I Fårup Sommerland er der kun én type billet, der afhænger af din alder. Entré.

Stor kapacitet i Fårup

Lige nu er der mange nordjyder og turister, der flokkes om Fårup Sommerland. Og det betyder også, at der ind i mellem er kø ved forlystelserne.

- Kø er noget, vi alle stifter bekendtskab med - enten som bruger eller udbyder. Og vi vil da helst stå i kø så lidt som muligt, siger han og fortsætter:

- Hvis man tager vores største besøgsdage her i juli, har vi nogle fornuftige kølængder i Fårup, opsummerer direktøren.

- Vi har en ret stor kapacitet her i parken, og på de store og mest populære forlystelser kan køtiderne ligge på omkring 30 minutter på de mest besøgte dage - og undtagelsesvis op til en time på enkelte forlystelser i kortere perioder over dagen. På de mindre forlystelser ligger de på kortere tid helt ned til 5 minutter, siger han.

Den store kapaciteten i parken gør da også, at det ikke er nødvendigt at gribe til andre systemer eller skrue på andre parametre lige nu.

På en helt anden banehalvdel

- Teoretisk set kunne vi tjene penge på alt fra betalt parkering til fast-track-billetter. Men vi er på en helt anden banehalvdel, siger Niels Jørgen Jensen.

Legoland og Fårup Sommerland adskiller sig også på sammensætningen af gæster, der besøger parken, forklarer Niels Jørgen Jensen.

- Vi har måske tre-fire nationaliteter, der er toneangivende her. Fast-track er heller ikke noget, vores gæster efterspørger. I Legoland vil jeg jo tro, der er væsentligt flere, siger han.

Selv har Legoland været ude at forklare, at disse billetter primært henvender sig til deres gæster fra udlandet. Fast-track-billetter er især kendt fra nogle af de helt store og amerikanske forlystelsesparker som Universel i USA, hvor det er fuldstændig almindeligt at kunne købe sig foran i køen.

En virtuel løsning

I stedet kunne den administrerende direktør for Fårup Sommerland bedre forestille sig, at en virtuel kø på et tidspunkt kunne blive en realitet i Fårup Sommerland - men uden en merbetaling.

- Virtuel kø kunne godt blive aktuelt i fremtiden. Altså hvor man simpelthen kan skrive sig op til den forlystelse, man gerne vil prøve, siger direktøren.

Han fortæller om, at Disney har afprøvet et komplekst og virtuelt kø-projekt, hvor hver gæst havde tre klip på en dag. 

- Der er også den hage ved det, at hvis man har nogle særligt populære forlystelser, er der ikke klip nok. Systemerne er ikke udviklet nok, og vi kigger selvfølgelig mod de læringer, man gør sig i store forlystelsesparker, inden vi gør noget. Vi tænker os grundigt om, siger Niels Jørgen Jensen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden