Jammerbugt slukker lyset
Jammerbugt Kommune tilslutter sig global Earth Hour kampagne

Gadelyset slukkes en time 28. marts. Arkivfoto
JAMMERBUGT:Man skal ikke undre sig, hvis man lørdag 28. marts opdager slukkede gadelamper i kommunen. Det skyldes, at kommunen bakker op om en global kampagne for naturen og klimaet.
I anledning af det verdensomspændende initiativ, Earth Hour, slukker Jammerbugt Kommune igen i år for gadelyset mange steder for at sætte fokus på naturen og klimaet.
Det gør man ved at slukke for lyset på de fleste veje og gader i kommunen – det sker lørdag 28. marts fra kl. 20.30 til 21.30.
- Nogle steder går det ikke at slukke lyset, men Jammerbugt Kommune bakker op om det symbolske handling for at markere sin støtte til det gode formål, siger klimamedarbejder Arendse Dahlstrøm-Kronborg fra Jammerbugt Kommune.
Earth Hour er en tradition, som rigtig mange danskere deltager i hvert år. Det samme gør mange af landets kommuner, som slukker for gadebelysning og, arrangerer aktiviteter med fokus på biodiversitet eller laver hyggelige events i mørket.
Bibliotekerne i kommunen markerer Earth Hour ved at have udstillinger om emnet på hver afdeling.
Flere tusinde ikoniske bygninger verden over blev mørkelagt sidste år i forbindelse med Earth Hour. Herunder Kronborg Slot, Eiffeltårnet i Paris, Empire State Building i New York og Operahuset i Sydney.
Earth Hour startede i Australien i 2007, hvor World Wildlife Fund - Verdens Naturfonden - lancerede kampagnen med en fælles opfordring til at slukke lyset en time for klimaet for at sende et signal til verdens beslutningstagere om, at tiden er inde til at handle. I år er der særligt fokus på kampen for at bevare verdens biodiversitet.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.