Jenny holder liv i landsbyen: Nu er hun årets ildsjæl
Skovsgård-tilflytteren Jenny Holm Hviid vandt i år kommunens pris til de frivillige
Opdateret 07. marts 2022 kl. 23:22
SKOVSGÅRD: Tidligere i år var den lille by midt i Jammerbugt Kommune med i finalefeltet om at blive Årets Landsby, og en af dem, der havde en finger med i spillet der, er nu blev hædret med Jammerbugt Kommunes pris til de frivillige.
Jenny Holm Hviid fra Skovsgård blev noget overrasket, da formand for kultur-, fritids og landdistriktsudvalget, Helle Bak Andreasen (V), og en flok gode folk tog fusen på hende på Arentsminde Cafeteria fredag den 12. november.
Her fik hun overrakt prisen som årets ildsjæl - noget hun slet ikke havde set komme.
- Det var en stor overraskelse. De havde lagt et godt røgslør ud, så jeg troede bare, jeg skulle ud og spise med min mand, fortæller hun og retter en lille tak til sin mand.
- Jeg er da glad for, at han havde sagt, at jeg godt måtte gøre mig lidt lækker, fordi vi skulle ud og spise, griner Jenny.
Hun blev indstillet til prisen af styregruppen for Liv i By og Skole i Skovsgård-området, hvor hun selv er meget aktiv.
"Jennys altid lyse og positive sind gør, at hun er en samlende kraft i lokalområdet," står der bl.a. i indstillingen, men Jenny selv mener nu ikke, at hun kan tage hele æren.
- Det er jo et stort skulderklap, men som jeg også har sagt til mine gode kammerater, så burde det jo have været en kollektiv pris. Der er ingen, der står alene, mener hun.
Skovsgård ved et tilfælde
Jenny er vokset op i Holstebro, men har boet forskellige steder i Danmark og i udlandet sammen med sin mand, der er fra Aalborg, før flyttebilen stoppede i Skovsgård for 20 år siden.
- Vi vidste, at vi gerne ville bo tæt på familie og at vi ville bo i en lille by på landet. Men det kunne sådan set lige så godt være endte med en landsby udenfor Hjørring eller søndenfjords, fortæller hun.
Det var et godt hus til en fornuftig pris kombineret med en god skole og et aktivt foreningsliv, der gjorde udslaget. At det blev Skovsgård har Jenny ikke fortrudt et sekund.
- Man skal ikke ret mange sekunder indenfor byskiltet, før der står en masse gode folk og vil have en med til skuespil eller til noget på kroen, husker hun tilbage.
"Lige siden hun og husbonden Søren for snart tyve år siden flyttede til Skovsgård, har hun vist værdien i at engagere sig et lille samfunds udvikling. Det er ikke mindst sket i regi af Liv i By og Skole, hvor hun om nogen holder ”gryden i kog” i det lokale landdistriktsarbejde," skriver indstillerne om Jenny og hendes frivillige engagement.
- Hvorfor begyndte du at engagere dig i byen og det frivillige arbejde, da I flyttede til Skovsgård?
- Uh, det er da et virkeligt godt spørgsmål. Det har jeg aldrig tænkt over før.
- Når man bor et lille sted som vores, kan man virkelig se, at man gør en forskel. Når man så ser muligheden for at gøre noget, hvor man har nogle evner, man kan bruge, ja, så kan jeg næsten ikke lade være, svarer hun så efter lidt betænkningstid.
Jenny er ikke sikker på, at hun - og alle de andre frivillige, som hun igen og igen fremhæver - ville have haft helt så stor succes i en storby.
- I de små byer kan vi meget hurtigt få ting til at ske, fordi vi kender hinanden på kryds og tværs.
2021: Jenny Holm Hviid, Skovsgård
2020: Karen-Margrethe Lauridsen, Øland
2019: Kurt Mølgaard, Halvrimmen
2018: Inge Pedersen, Nørhalne
2017: Preben Dalgaard, Ryaa
2016: Anne Nøhr Ringgren, Trekroner
2015: Karl Korfits, Blokhus
2014: Arbejdsgruppen bag DRØN, Saltum
2013: Bestyrelsen for Hjortdal Købmand
2012: Ida Larsen, Skovsgaard
2011: Ellen Helvind, Fjerritslev
2010: Christian Larsen, Biersted
2009: Dorte Krog og Niels Agesen, Klim
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.