Lokale viste støtte ved at blokere vej til minkfarm
Lørdag morgen havde en gruppe lokale taget opstilling på Gjøl
Opdateret 23. maj 2022 kl. 14:58
GJØL: Lørdag morgen fortsætter aflivningen af mink på Gjøl, og her havde omkring 25 lokale taget opstilling med skilte foran en berørt minkfarm for at vise deres støtte til minkavleren.
Både politi og hjemmeværn var til stede på Gjøl forud for aflivningen, og ifølge vagtchef Torben Larsen var en indsatsleder fra Nordjyllands Politi på stedet sammen med Beredskabsstyrelsen og Fødevarestyrelsen.
Nordjyllands Politi bad gruppen af forsamlede lokale om flytte sig, så myndighederne kunne komme til.
- Da de blev bedt om at træde til side, så gjorde de det uden ballade. Alt skete i god ro og orden, siger Torben Larsen.
- Aflivningen er så småt gået i gang, sagde vagtchefen kl. 9.30.
Flemming Kure Marker, veterinærchef for Nordjylland i Fødevarestyrelsen, fortæller, at protesten ikke skabte forsinkelse i myndighedernes arbejde.
- Vi fortsætter aflivningen på de tre farme, vi startede på fredag. Vi er i gang, og det kører planmæssigt, siger Flemming Kure Marker lørdag formiddag.
Han forstår godt frustrationerne fra borgerne på Gjøl.
- Jeg forstår udmærket, at der er store følelser på spil, og det er minkavlernes livsværk, det kan gå ud over. På Gjøl er der mange minkfarme, så det betyder meget i det lokalområde især, siger han.
Fredag lod mindst 20 husstande flaget stå på halv stang for at markere deres opbakning til minkavlere, som skal have deres dyr slået ned på grund af risikoen for coronasmitte.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.