Anne Kiilerich: - Min by greb mig, da min far døde

Det er omdrejningspunktet i et nyt format i Nordjyske, som vi kalder "forældrestafetten".

Her går "stafetten" rundt blandt landsdelens børnefamilier, der skal svare på en række spørgsmål.

Formålet med "stafetten" er at gøre os klogere på hinanden - og måske ligefrem at kunne inspirere. Denne gang medvirker Anne Kiilerich.

Navn: Anne Kiilerich

Børn: Vera (2019), Leo (2021), Eske (2024)

Forlovet med: Kristian Hessellund, der arbejder som statistiker hos Novo Nordisk

Bopæl: Saltum

Alder: 1990 (34 år)

Stilling: Head of Content i Danmarks Sjoveste Skov, Fårup Sommerland

Hvad er du optaget af i dit familieliv lige nu?

At give børnene en god og tryg, kærlighedsfyldt opvækst med gode råvarer. Det er både fysiske og psykiske råvarer - kvalitetsmad og styrkende nærvær - og at forsøge at minimere stress og jag.

Som jo er “mission impossible” - hahaha - når samfundsstrukturen er, som den er, “but we try, ohh honey - we try”.

Sådan helt på den store klinge synes jeg jo, at vores samfund er for lidt optaget af at lave meningsfulde rammer for familier, mens de har små børn.

I et helt langt arbejdsliv er det virkelig kort tid, at børnene er små og har allermest brug for os.

Jeg er overbevist om, at vi som samfund og familier ville vinde på den lange bane, hvis vi investerede mere i den livsvigtige omsorg og tid, som små børn har brug for.

Alle familier burde have mere tid sammen, mens børnene er små, og jeg ville ønske, at vores samfundsstruktur var mere fleksibel, så forældre arbejdede mindre, mens børnene er små.

Men vores samfund indbyder ikke ligefrem til det.

Et eksempel her fra Jammerbugt er, at man godt kan få en deltidsplads til sine børn, mens man er på barsel, men det er pludselig ikke en mulighed, når man er tilbage på job.

Eller man kan få en såkaldt “formiddagsplads” eller “eftermiddagsplads”, som enten er fra åben-12:00 eller 12:00-luk. Så held og lykke med dem, ikk!

Altså, en model der passer ind i cirka ingens arbejdsliv/familieliv.

Gad godt vide, hvor mange der benytter sig af det “tilbud”. Gætter på 0. Giver jo ingen mening, at deltidsplads på 30 timer kun er forbeholdt barsel.

Så der er plads til forbedring i rammerne for børnefamilier - og det her er bare ét eksempel.

Hvordan får I hverdagen til at hænge sammen som familie?

Lige nu er vi så privilegerede, at jeg er på barsel og derfor kan nøjes med at have deltidspasning til vores børn i institution. Så jeg kan give dem korte dage i børnehave.

Krelle (Kristian) arbejder hjemme tre-fire dage om ugen, og det er simpelthen guld værd for fleksibiliteten i vores hverdagsliv.

Det er med til, at vores familie kan fungere på en meningsfuld måde.

Mange familier var udfordrede, da kommunen lukkede børnehaven her i byen og flyttede den ud af byen - nogle havde ikke bil, andre - som os - havde bare en enkelt bil.

Det betød helt lavpraktisk, at jeg måtte bruge en time på ladcykel for at hente og bringe to forskellige steder. Det endte med at presse både vores privatliv og arbejdsliv.

Nu er der heldigvis et samlet pasningstilbud med vuggestue, børnehave og skole samme sted. Det var én af mange årsager til, at vi flyttede her til udkantsdanmark “in the first place”! Små, lokalt integrerede pasningstilbud og en lille, tryg skole.

Dét, tror jeg, vægter højt i børnefamilier.

Og det er vigtigt, at disse værdier understøttes politisk, da det er én af fordelene ved at flytte til udkantsdanmark. Så hvis man begynder at centralisere den slags velfærd, skal man passe på, at dét at flytte ud ikke bare bliver endnu mindre attraktivt.

Vi giver jo i forvejen afkald på en del muligheder ved at flytte ud.

Muligheder var der mange af, da vi boede i Aalborg. Vi har jo også givet afkald på eksempelvis at kunne vælge en lille hyggelig Steiner-børnehave med øko-madordning - eller privatskole for den sags skyld.

Vi er afhængige af, at skole og pasning her understøttes positivt.

Hvordan tackler I det pres, der kan følge med både arbejde og forældreskab?

Vi har begge jobs, der kan køre lidt op og ned i intensitet. Jeg med en forlystelsespark, der giver et meget sæsonpræget pres. Krelle med forskellige deadlines på levering af resultater og statistiske analyser.

Men vi er meget opmærksomme på, at tiden med familien er vigtigst. Det betyder også nogle gange, at tingene flyder en smule sammen, og vi nogle gange napper et par timers arbejde om aftenen, efter børnene er puttet.

Det trives vi begge fint med, da vi heldigvis godt kan lide vores jobs - og heldigvis kan lide vores børn mere.

Men muligheden for at rykke lidt rundt på arbejdstiden er i perioder guld værd.

Hvad gør I for at skabe kvalitetstid sammen som familie?

Vi gør rigtig meget sammen.

Og i stedet for at tænde tv'et i hverdagene, forsøger vi altid at få børnene med i køkkenet - med varierende succes selvfølgelig. Men vi forsøger.

På samme måde er de med til at hjælpe med oprydning, dække bord, vaske tøj og andre huslige opgaver, som jo bare skal gøres.

Vi taler ofte om, at jo mere vi hjælpes ad, jo mere tid har vi til at lege. Men det er sgu ikke altid, de køber den ;-)

Hvordan taler I med jeres børn om de udfordringer, de kan møde som skolebørn?

Uhhh, det her med skolen er tricky. For i bund og grund mener vi ikke, at der tilføres nok ressourcer til så vigtigt et område. Bare se på mistrivslen, den haltende indlæring, hvordan flere og flere hjemmeskoler - og skolebestyrelser, der ikke kan godkende budgetter landet over.

Også skolerne er slet og ret for dårligt normeret. Og jeg synes ikke, det er fair for hverken børn eller voksne. Kender flere seje skolelærere, som hver dag kæmper med klasser med nærmest flere diagnoser, end der er børn - inklusionens navn.

Sølle børn i en skole, der slet ikke favner dét, som børn også er - nemlig nysgerrige, undersøgende og med ild i røven. Lad aldrig vores skolesystem slukke den nysgerrige børneild.

Og når skolelivet begynder, er de jo stadig bare små børn i gang med at finde ud af, hvordan man er menneske i den her verden.

De har stadig brug for masser af god, tryg voksenkontakt, og det er der bare ikke nok af. Ellers ender det med al for megen ”jævnaldrende-regulering” blandt børnene i både pasningstilbud og skole - som ophavsmændene til begrebet, Gabor Mate og Gordon Neufeld, beskriver som en konsekvens af for få voksne.

Det er fandme både trist og ikke i orden.

Vera og Leo er heldigvis trygge ved skolen og kender den ud og ind. De kender stort set alle, der går der - inklusiv personale.

Her i Saltum er de gode til at lade de skønne ansatte mingle rundt mellem skole og børnehave og vuggestue, og på den måde får børnene mange trygge voksne.

Vi ønskede heller ikke, at Vera, Leo og Eske skulle gå på en kæmpestor skole med mange spor, og hvor man ikke kender hinanden på tværs af klassetrin.

Her hilser alle børn - store som små - på lille Leo, når han fiser ind over skolegården hen mod børnehaven på sin bette cykel hver morgen.

Det er så sødt.

Hvad betyder det for dig at være en nordjysk familie i dagens Danmark?

Jamen, vi elsker bare Nordjylland. Og vi er endt i Nordjyllands smørhul her i Saltum, hvis vi selv skal sige det. 

Alle kender alle, og man handler hos Rikard - og ikke hos Meny.

Det kan vi godt lide.

Jeg glemmer aldrig, dengang min far døde, og hele byen bare greb os. Jeg bliver stadig rørt af at tænke på, hvordan alle kom til vores dør med mad, blomster og sendte kærlige hilsner.

Dét der med, at vi ikke er anonyme i egen by - og at vi kender hinanden og tager ansvar for hinanden og vores fælles lokalsamfund.

Vi tager os af hinanden - også når livet er svært. Det synes jeg er gode værdier - og blandt andet også derfor, vi ønsker, at vores børn skal vokse op her.

Jeg læste for nogle år siden i en artikel, at Nordjylland er den landsdel, hvor flest vender retur igen - og det forstår jeg godt.

Hvilke værdier forsøger I at give videre til jeres børn?

Vi lærer vores børn at de to vigtigste ord i verden er “tak” og “undskyld”.

Mestrer du at føle taknemmelighed - også over de små ting - og kan du sige undskyld, når du har begået en fejl, så kommer du sgu langt i livet.

Så vil vi være et par stolte forældre.

Og så er valgsproget altid: "Vær mod andre, som du ønsker, at de skal være mod dig".

Det sagde min far altid, og jeg synes bare, det siger så meget - og sætter gang i følelser og tanker hos børnene.

Det er en god hjælp, når vi eksempelvis taler om dagens konflikter i børnehaven.

Når jeg putter dem om aftenen, beder vi fadervor.

Ikke fordi jeg er superkristen, men fordi jeg godt kan lide værdierne og ideen om at afrunde dagen med taknemmelighed - og sende dem en tanke, der har det sværere, end de fortjener.

Lige nu beder vi eksempelvis for Gazas børn. Og vi taler om, hvor heldige vi er, at de kan få et varmt karbad og god mad på tallerkenen hver dag.

Selvom verdens lidelser ikke er til at rumme hele tiden, tror jeg, det er vigtigt at rumme dem engang imellem - for på den måde at få sat sit eget privilegerede liv i perspektiv.

Det tror jeg er sundt.

Vi taler også med vores børn om de svære ting. Noget vi var nødt til i en tidlig alder, da de aldrig nåede at møde min vidunderlige far, som vi mistede til kræft, da jeg var 24 år.

Min fantastiske svigermor Bodil mistede vi til kræft, da Vera var 1 år.

Min mor er hjerneskadet efter en hjernesvulst - og har kun syn på det ene øje efter en svær operation af svulsten - så vi har måttet tale om det svære også.

Hvad bekymrer dig mest ved at være forælder i dag?

Helt overordnet er det nok den afkobling fra naturen - fra det ægte og naturlige. Altså nu skal det ikke lyde som om, jeg er Saltums svar på Bear Grylls vel ;-) … der har vi jo Vildmarks-Jon, men jeg tror bare på, at vi skal tættere på naturen igen.

Den har tit svaret på mange ting.

Vi skal tilbage til at leve mere i harmoni med naturen og have mennesket i centrum igen - med alle menneskets fantastiske medfødte dyder - som at drage omsorg for hinanden.

Det bekymrer mig, at vi bevæger os i en retning, hvor vi ikke tillægger menneskelig trivsel og natur nok værdi, men i højere grad er fokuserede på politiske agendaer og profit.

Og al den frygt-retorik, der gjorde sit indtog under corona, bekymrer mig.

Mediernes kommunikation kan godt blive lidt dommedagsagtig. Jeg tror grundlæggende ikke på, at frygt gør noget godt for os mennesker.

Vi kan sgu ikke gå og frygte at dø hver eneste dag. Så glemmer vi at leve.

Og vi skal jo alle dø, men alle dage indtil da, skal vi leve.

Hvordan tackler I skærmbrug og teknologi i jeres familie?

Skærm er noget, vi er meget bevidste omkring. Der er ingen tv i hverdagene - medmindre der er undtagelsestilstand på matriklen, som er tilfældet, hvis jeg er alene med alle tre, når Krelle engang imellem er på kontoret i København.

Vera ønsker sig en iPad, fordi det har de andre børn i børnehaven, men det får hun ikke, og det ved hun også godt.

Det ville gud-hjælpe-mig være nemt at kunne stikke dem en iPad engang imellem, men fordi det er nemt, er det ikke nødvendigvis det rigtige for os.

Og dér tror jeg bare, at jeg er ret kompromisløs.

Jeg vil aldrig sige aldrig, for den skide iPad skal da nok finde vej en dag, men vi holder den fra døren, så længe vi kan.

Samtidig glæder jeg mig gevaldigt over den strømning, vi ser i samfundet med speciallæge Imran Rashids borgerforslag - og med organisationer som Smartphonefri barndom - der vinder frem.

Og nu er det jo efterhånden så veldokumenteret, at vi ikke rigtig har noget at vinde (der er selvfølgelig særlige undtagelser og børn med særlige behov)

Men ellers har vi intet at vinde, men alt at tabe.

Og altså, det er jo ikke fordi, at vi ikke ser tv.

Bare ikke i hverdagene som udgangspunkt, og så har vi en holdning til det, de ser.

De tvinges til at se slow-tv engang imellem. Altså Pippi, Emil fra Lønneberg, Olsen Banden, Bølle-Bob, dyreprogrammer og andet i den dur.

Jeg tror sgu, det er sundt, at de også konsumerer lidt underholdning i et mere overkommeligt tempo. De gode gamle Disney film ser vi også.

Her er ofte fin læring og handlingsforløb - og masser at tale om løbende. Og så spoler vi selvfølgelig forbi, når Mufasa dør. Vi er jo ikke psykopater … mange voksne har jo traumer fra Disney-film. De er benhårde nogle gange :-D

Hvordan finder I tid til jer selv som par eller individer, når familielivet fylder?

Kvalitetstid som familie er der masser af. Kvalitetstid som par er der ikke så meget af.

Sidst vi var på en minigetaway - os to - var lige inden, jeg fødte Vera for fem år siden.

Ville vi ønske noget mere tid bare os to? Ja, for fanden!

Men der er bare altid noget, der kommer før på prioriteringslisten. Vi hviler begge i, at det er sådan, det er lige nu.

Vi skal nok få masser af tid sammen en dag, når børnene ikke gider lege med os længere.

Vi drømmer da om en date i ny og næ - det gør vi da - eller bare at kunne fuldføre en samtale uden at skulle løse tre konflikter, smøre mad, vaske tøj og tørre barnenumser samtidig … hahaha.

Men så er vi gode til at nyde den kaotiske hverdag sammen, og de små tidslommer med ro (det er virkelig få :-)) eller en kop kaffe på legepladsen, mens ungerne leger.

Og hvor sender vi en kærlig misundelig tanke til dem, der både har et hold, måske to hold - måske flere hold bedsteforældre, der står klar til at tage børnene. Vi synes fileme, de er heldige. For det må være fantastisk.

Men skud ud til min veninde, som tvang os af sted på date, hvor hun havde booket bord på Alimentum og kom og tog Leo og Vera, så vi kunne have fire timer sammen med lækker mad og fuldførte samtaler.

Dét vil jeg også gøre for en veninde en dag - en skønne dag, når mit eget familieliv tillader det.

Min mor er dog en kæmpe hjælp i hverdagen, og én af årsagerne til vi bosatte os her var også for at være tæt på familien. Både Krelles og mine forældre. Og børnenes oldeforældre. Dengang vi besluttede at bygge her på grunden, var Krelles mor også stadig i live - og vi havde begge set frem til den glæde, vi skulle have af hinanden. Sådan gik det desværre ikke.

Jeg kan godt lide tanken om, at generationer hjælper hinanden, og synes der er så fin en balance og harmoni i, at vi har brug for hinandens ressourcer og styrker forskellige tidspunkter i livet.

Jeg tror dybest set på, at familier har brug for hinanden for at kunne understøtte hinandens livscyklus - eller hvad man kan sige.

I gamle dage boede man jo også tæt, lige præcis for at man blandt andet kunne være der for hinanden. Det er vi kommet væk fra, og vi lever mere isoleret i hver vores lille familievirksomhed.

Det synes jeg, er lidt en skam.

Hvad drømmer du om for din families fremtid?

Jeg drømmer om nogle gode børn, som behandler deres medmennesker med kærlighed og respekt - og som hviler i sig selv. Og godt helbred til alle mine kære.

Jeg drømmer om, at børnene altid husker de to vigtigste ord her i livet. Og så selvfølgelig på evig kærlighed til Krelle og jeg.

Så kan man vist ikke be' om mere … altså det skulle da lige være World-peace :-) 

Jeg forstår simpelthen ikke, at vi i 2024 stadig er vidne til granvoksne, magtfulde mænd, der smider bomber på hinanden. Altså, det må da være den mest primitive form for kommunikation, der findes. Så trist.

Hvem bør have forældrestafetten næste gang?

Det skal Aleksandra Bøgeskov, der er en inspirerende kvinde med ben i næsen. Hun gør ikke nødvendigvis tingene ligesom alle andre.