Nordjylland får ny nationalpark: Og der kommer hegn omkring

Regeringen og aftalepartierne bag Natur- og Biodiversitetspakken er nu klar med deres bud på, hvor de næste tre nye naturnationalparker skal ligge

Den smukke natur i Tranum Klitplantage kan nu få status af nationalpark. Arkivfoto

Den smukke natur i Tranum Klitplantage kan nu få status af nationalpark. Arkivfoto

JAMMERBUGT:Regeringen og aftaleparterne har allerede besluttet, hvor de to første naturnationalparker skal placeres, nemlig i Fussingø ved Randers og i Gribskov i Nordsjælland.

Og onsdag løfter Miljøminister Lea Wermelin sammen med SF, Radikale Venstre, Enhedslisten og Alternativet så sløret for deres bud på, hvor Danmarks næste tre naturnationalparker skal placeres.

Det drejer sig om Almindingen på Bornholm, Stråsø mellem Herning og Holstebro og Tranum ved Jammerbugt.

Det skriver Naturstyrelsen i en pressemeddelelse.

- Naturen har brug for mere plads. Tusindvis af dyre- og plantearter er i fare for helt at uddø herhjemme. Her er nye naturnationalparker en del af svaret på at vende tilbagegangen. I naturnationalparkerne får vi en vildere natur, og danskerne får mere spændende naturoplevelser. Vi har afsat 888 millioner kroner på årets finanslov til at give naturen det historiske løft, der er brug for, siger miljøminister Lea Wermelin i pressemeddelelsen.

Her skal nationalparken ligge. Foto: Naturstyrelsen

Her skal nationalparken ligge. Foto: Naturstyrelsen

Fakta om de kommende naturnationalparker

- Naturnationalparkerne skal bidrage til at styrke natur og biodiversitet ved at etablere store sammenhængende naturområder, hvor naturen så vidt muligt får lov til at udvikle sig på naturlige præmisser. Naturnationalparkerne skal samtidig skabe mere spændende naturoplevelser.

- Naturnationalparkerne etableres på statslige arealer og udpeges ud fra en række kriterier, som er udarbejdet i samarbejde med forskere, og som skal sikre, at placeringen gavner naturen og biodiversiteten mest muligt. Det inkluderer blandt andet, at områderne komplimenterer hinanden, at der er heterogenitet inden for området, at der er forandringspotentiale, og at der er geografisk spredning mellem områderne.

- De afsatte midler i regeringens og aftaleparternes Natur- og Biodiversitetspakke fra 4. december 2020 muliggør etableringen af op mod i alt 15 naturnationalparker i Danmark.

- Der er bl.a. afsat 5 mio. kr. til friluftsliv i hver naturnationalpark, der kan være med til at understøtte spændende naturoplevelser.

De tre nye forslag til nationalparker sendes nu til en videnskabelige arbejdsgruppe, som sammen med Naturstyrelsen vil gå i dialog med blandt andet Jammerbugt Kommune om planerne.

Det er en fjer i hatten

Borgmesteren i Jammerbugt, Mogens Christen Gade (V), er rigtig glad for regeringens udmelding og talte allerede tirsdag i telefon med ministeren, som orienterede ham om planerne.

- Man kunne jo godt tro, at borgerne flyttede til Jammerbugt på grund af den gode kommunalbestyrelse, men det viser sig jo, at det er på grund af naturen, så det er en dejlig dag for Jammerbugt med sådan en nyhed, siger Mogens Christen Gade til Nordjyske.

Kommunen har siden 2019 arbejdet på at finde en løsning for området, som kunne være til glæde for både natur, landbrug og alle dem, som færdes i området af den ene eller anden årsag.

Og det arbejde bliver nu udbredt til også at gælde almindelige borgere i kommunen, så alle får en stemme i debatten.

- Vi skal have lavet et projekt, som matcher lokalbefolkningen, så den arbejdsgruppe, der har været indtil nu, skal være større, og så skal der også være borgerinddragelse, så alle får mulighed for at blive hørt, siger Mogens Christen Gade.

På Facebook har flere borgere allerede ytret bekymring om, hvorvidt naturnationalparken skal indhegnes, og det er også en af de ting, som borgmesteren allerede har debatteret med ministeren.

- Vi har talt om indhegningen, og der bliver ikke tale om et højt natohegn. Der kommer det laveste hegn, men kan lave. En meter højt og med to tråde, som man kender det fra Morten Korch, siger Mogens Christen Gade.

Han forklarer, at dyr på den måde kan bevæge sig frit ind og ud af parken og han glæder sig til, at kunne byde naturinteresserede borgere og turister velkommen, når nationalparken er færdigetableret.

- Jammerbugt er i forvejen måske Danmarks flotteste naturkommune, så det her er bare endnu en blomst i buketten, siger han.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.