Nyt spisested: Ungt par tror på Aabybro
Ægteparret Sriphrom åbner Chef Jen med private dining, selskabslokaler, catering mv.
Opdateret 04. september 2022 kl. 17:34
AABYBRO: Det er ikke hverdagskost, at der åbner et nyt spisested i Aabybro, men det var tilfældet fredag, hvor ”Chef Jen” slog dørene op. Det foregik med en velbesøgt åbningsreception og sågar besøg af borgmester i Jammerbugt Kommune, Mogens Chr. Gade (V).
Det er ægteparret Suwanna og Jensak Sriphrom med bopæl i Nørhalne, der står bag det nye spisested, som har til huse i helt nye lokaler på Posttorvet.
-Vi havde først været i forhandling med udlejere i både Nørresundby og Aalborg, men det glippede. Da vi fik nys om dette her lejemål og så det, vidste vi, at det skulle være det, siger Suwanna og Jensak Sriphrom og roser ejeren, Tom Jakobsen, for hans imødekommenhed og samarbejdsvilje omkring projektet.
- Vi er ovenud tilfredse med vores lokaler, og jeg glæder mig så meget til at vise dem frem.
Ægteparret har thailandske rødder men er opvokset i Danmark. 28-årige Suwanna Sriphrom i Helberskov ved Als på Østkysten, mens 36-årige Jensak Sriphrom er fra Sønderjylland.
Parret mødte hinanden for 14 år siden, og er siden blevet gift, og tre børn er kommet til. To drenge og en pige på henholdsvis 10, ni og fem år, og der er med andre ord nok at se til.
Chef Jen kommer til at tilbyde alt lige fra catering og frokostordninger til ”Dagens Ret” og private dining, hvor madlavningen flyttes ud i gæstens eget hjem. Desuden er der festlokaler, som kan rumme op mod 80 personer.
- Vi ved fra vores eget liv, hvor travlt der er i en børnefamilie, og vi vil gerne hjælpe dem med nemme løsninger, uden at det behøver at være fastfood men derimod sund mad lavet fra bunden, siger parret.
Fra hobby til forretning
Suwanna Sriphrom har blandt andet været selvstændig med tøj og haft fiskespa i Aalborg. I onsdags afsluttede hun sin kontoruddannelse indenfor offentlig administration hos Motorstyrelsen i Aalborg, hvor hun foreløbig er ansat det kommende år.
Jensak Sriphrom er uddannet kok fra den velrenommerede Agerskov Kro i Sønderjylland. Desuden har han arbejdet som kok hos Rebildhus, Top Karens Hus og i kantinen hos virksomheden RTX i Nørresundby.
Drømmen om at have deres eget har altid ligget dybt i dem begge. Med rødder i Thailand er det oplagt at kombinere det bedste herfra med det nordiske køkken, hvor Jensak Sriphrom har 10 års erfaring.
For nogle vil der måske være en anelse skepsis forbundet med at åbne spisested i Aabybro men ikke hos ægteparret fra Nørhalne.
- Vi tror på vores produkt, og Aabybro er en by i vækst, så vi føler os overbeviste om, at det her er den helt rigtige placering, og vi håber, at folk vil tage godt imod os, siger de.
Endnu er ægteparret alene om at drive Chef Jen, men der er planer om at ansætte yderligere hjælp – blandt andet en kokkeelev, en køkkenmedhjælper og tjenere.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.