Ung mand kom gående fra krøllet bil - hjulpet af forbipasserende
Forbipasserende opdagede uheld på mark - og fik tilkaldt hjælp til yngre mand
Opdateret kl. 07:17
En 24-årig mand fra Jammerbugt-området kom natten til lørdag til skade ved et solouheld på Udholmvej nær Brovst.
Det var forbipasserende, der omkring klokken 00.45 opdagede den 24-åriges bil, som lå krøllet sammen langt ude på en mark. Manden var selv kommet ud af bilen og var begyndt at gå fra stedet.
- Anmeldelsen lød på, at manden var kommet til skade og blødte - og desuden var han muligvis påvirket af alkohol, siger vagtchefen.
Den vurdering var politiets patrulje enig i. Betjentene, som kørte til uheldet, skønnede også, at den 24-årige var alkoholpåvirket.
Manden blev kørt med ambulance til Aalborg Universitetshospital. Han er ikke i kritisk tilstand, oplyser Lau Larsen.
Både hundepatrulje og drone var efterfølgende i området, hvor uheldet skete for at sikre sig, at der ikke lå kvæstede passagerer i nærheden. Det var heldigvis ikke tilfældet.