Kommunalpolitikere

Svend Ole vil hive den blå dyne af kommunen: - Den kører på middelmådighedens vej

Enhedslistens spidskandidat Svend Ole Jensen håber på at kunne ruske op i kommunalbestyrelsen

- Det fungerer, men de laver jo ikke noget, der virkelig sparker røv, mener Svend Ole Jensen, spidskandidat for Enhedslisten, om den nuværende kommunalbestyrelse. Foto: Henrik Louis
- Det fungerer, men de laver jo ikke noget, der virkelig sparker røv, mener Svend Ole Jensen, spidskandidat for Enhedslisten, om den nuværende kommunalbestyrelse. Foto: Henrik Louis Foto:Henrik Simonsen

Opdateret 15. november 2021 kl. 14:14

JAMMERBUGT: En mand med et velplejet, gråt fuldskæg står med siden til og kigger ud i horisonten.

Alvorligt, men mildt hænger han der på plakaten i lygtepælen med et billede, der ikke ligner de andres, men heller ikke skriger på opmærksomhed. Ligesom kandidaten selv.

- Hvorfor skal de alle sammen have jakkesæt på og hovedet lidt på skrå? Jeg kan ikke holde det ud: Konformiteten.

Sådan lyder det fra 68-årige Svend Ole Jensen om de klassiske valgplakater. Selv hænger han deroppe for første gang. Alligevel er han blevet spidskandidat til kommunalvalget i Jammerbugt Kommune for Enhedslisten.

Han er født i Vraa, men har efter en afstikker til Aarhus for at uddanne sig og en tid i Skagen for at arbejde boet i Aabybro de sidste 35 år.

Byen er efter hans mening et godt billede på, at kommunen godt kunne blive bedre til at planlægge og udvikle alt fra arkitektur til kultur.

- Det er byens bedste placering, så kunne man da godt stille nogle krav til arkitekturen. Det er jo bare en grå firkant, siger han og peger på den nye Rema1000, der troner, hvor der før var nu nedrevne parcelhuse.

- Det er så intetsigende

Svend Ole er ærgerlig over, at man ikke har lagt en overordnet plan for det nybyggede område, der efterlod plads til mere kreativitet. Han peger på, at huslejen måske er for dyr for små erhvervsdrivende. En kedelig udvikling, mener han.

- Det ville have været perfekt til en café, men der er rykket en ejendomsmægler ind. Gisp! Der er ikke noget så kedeligt som ejendomsmæglere og banker, udbryder han og slår ud med armene.

Kort derfra ligger et område, som Svend Ole Jensen går forbi næsten dagligt. En grøn ørken kalder trekanten, hvor der ikke er andet end et par træer og en enlig bænk.

- Det her areal er så intetsigende. Det er sikkert resterne af en udstykning. Jeg har boet her i 35 år, og det har set sådan ud hele tiden.

- Vi skal gøre noget ved de her grønne ørkener i byerne. De står jo totalt ubenyttede hen. Hvorfor ikke lave et eller andet, som folk kan glæde sig over. spørger Svend Ole Jensen (EL) og foreslår en skaterbane til de unge eller en teaterplads til børn. Alt andet end lange baner af nyslået græs. Foto: Henrik Louis Foto:Henrik Simonsen

Han tror også, at en mere kreativ tilgang til arkitekturen og byplanlægning kan lokke tilflyttere til ikke bare de populære nybyggerområder i Aabybro og omegn - men hele kommunen.

- Hvorfor skal det hele være ens parcelhuse? Hvorfor ikke lave nogle nye kreative områder, hvor folk kan få lov at bygge helt, som de vil? Det skal selvfølgelig ikke være det rene Christiania, men måske Christiania-agtigt under kontrol, foreslår han.

Økogrønt og skoleteater

Samtidig hopper selv en Enhedsliste-mand ikke på de konservatives forslag om byggegrunde til én krone.

- Der vil jeg hellere bygge nogle almennyttige boliger, som ligger godt. Jeg synes ikke, det skal være ejerboliger det hele, slår han fast.

- Og så skal vi finde ud af, hvor de skal bo. Aabybro skal nok klare sig, men vi skal sikre at de tre andre gamle hovedbyer ikke dør ud.

- Det nytter ikke noget kun at slå på, at her er billigt at bygge. Byerne og lokalsamfundene skal genopfinde det, de kunne i gamle dage. De skal turde hvile i sig selv og sige: Det er noget særligt, at bo i Brovst.

Også når det kommer til plejehjem, skoler og andre velfærdsområdet skal der være plads til at gøre tingene anderledes end man plejer.

- Det at bo på plejehjem er også, at der bliver lavet mad der. De dufte og indtryk skal de ældre ikke snydes for. Der er så mange, som har svært ved at passe et almindeligt arbejde. Hvorfor ikke lade dem dyrke økologiske grøntsager, som de senere kan servere for de ældre?

Vores ældres og vores børns vilkår er vigtige trækplastre. Derfor mener Svend Ole heller ikke, at der skal lukkes flere skoler i de små byer.

- Der er lukket de skoler, der skal. Lukker vi flere, så kommer der bare en friskole i stedet. Men det duer ikke, at en skole som Ørebro ikke kan tage eleverne i teateret, fordi det koster en jetjæger pr. elev at leje en bus til så få.

Der skal være samme vilkår for borgerne i byerne og på landet - også selvom det koster penge.

- Det er helt fair, når der omkostninger forbundet med at holde liv i de små samfund, mener han.

Borgmester eller ej

For Svend Ole var det netop skolegangen, der kickstartede hans politiske interesse - og fik ham til at kigge til venstre for midten.

- Jeg kan huske tydeligt den dag i 5. klasse, hvor jeg blev klar over, at der - ifølge skolen - var forskel på klassekammeraterne. Vi spillede fodbold, da en af de andre knejter spurgte, om jeg også havde fået brev om, at vi skulle i en anden klasse efter sommerferien. Vi blev delt i 6.a. og 6.b. Almen og boglig, fortæller han.

- Det stødte mig allerede dengang. Hvad fanden var det for noget? Jeg vidste jo ikke selv noget om det. Jeg tossede bare rundt og spillede fodbold.

Selvom alderen tillader det, har han endnu ikke fundet sig helt til rette med titlen som pensionist.

- Jeg vil stadig gerne prøve noget nyt. Jeg synes stadig, energien er i behold. Journalistikken er bare på tilbagetog, og det skal være noget, hvor gejsten er der, siger han og leder efter et bud på, hvad det kunne være, før hans ansigt lyser op.

- Men nu skal jeg jo også være borgmester, så bliver der jo ikke så meget tid til det andet, griner han, før hans ansigt igen falder i mere alvorlige folder.

- Vi skal være glade for hver en stemme, vi får, så jeg har ikke sat alt i kalenderen til side. Jammerbugt er en af de mest blå kommuner i hele kongeriget.

Enhedslisten fik 574 stemmer i 2017, og er dermed kommunens sjette største parti, men sidder ikke inde i dag, da et mandat for fire år siden kostede 841 stemmer.

Han håber blot at folk vil se mod de små partier denne gang, så Venstres flertal kan blive brudt.

- Der ligger en blå dyne over kommunen. Det lyder måske lidt hårdt, men den kører altså på middelmådighedens vej. Det fungerer, men de laver jo ikke noget, der virkelig sparker røv.

Om spidskandidaten

Svend Ole Jensen

Alder: 68 år

Bopæl: Bor i Aabybro med sin kone Pia

Civilstand: Gift, seks børn

Arbejde: Pensioneret redaktør

Uddannelse: Journalist

Opstiller for: Enhedslisten

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Forsiden